Bjørnvig, Thorkild: Ciprusok éjjeli égbolt alatt (Cypresser under natlig himmel in Hungarian)

Føl jorden ulme under tynde såler,
mens penslen jager hvileløst af fryd,
og synet som et brændglas samler stråler
af himmelrummet, fyldt af lys og lyd,
som sorte flammer stiger højt cypresser
og stjærner raser, rykket nær, som hjul,
for sjælen lagt på hårde skaberesser
er intet hjem mer, intet nådigt skjul;
den skuer rummet, vældigt, uformildet,
den hamres strengt i stjærnehjulets billede
og stråler vildt, umenneskelig sand
som stjerner er; så maler han besat
til ør cikadelarm den lange nat,
en salig, søvnløs, gudsforstyrret mand.

A föld a vékony talpnak szinte izzó,
az ecset nyugtalan örömöt űz,
s a szem sugarat gyűjt, mint a nagyító,
az égboltról, mely csupa lárma, tűz;
nagy ciprusok sötét lángot lövellnek,
őrjöngő csillag pörög, mint kerék,
s a lélekre, mit üllőhöz szögeztek,
nem vár már otthon, kegyes menedék;
felnéz a roppant, irgalmatlan égre,
s míg csillagkerék-kép edzi keményre,
embertelen igazságot ragyog,
akár a csillag; megszállottan így
fest egész éjjel, a tücsökdalig,
álmatlan szent, ki istentől vacog.