This website is using cookies

We use cookies to ensure that we give you the best experience on our website. If you continue without changing your settings, we'll assume that you are happy to receive all cookies on this website. 

Grøndahl , Jens Christian: Piazza Bucharest (részlet) (Piazza Bucarest (detail) in Hungarian)

Portre of Grøndahl , Jens Christian

Piazza Bucarest (detail) (Danish)

Scott og Elena mødte hinanden i Bukarest for seksten år siden. Jeg har aldrig været i Romænien, jeg kan nu prøve at forestille mig i stederne, hvor de var sammen. Når jeg skriver fiktion, kender jeg altid historiens lokaliteter, jeg kan ikke skrive om steder, jeg ikke kender. Det ville være for stor en mundfuld både at skulle opfinde personerne og de landskaber, gader og huse, de færdes i, men det har også at gøre med, hvad fantasi egentlig er. I reklamerne siger de altid at kun fantasien sætter grænser, og de ved ikke, hvor sandt det er. De ved ikke, fordi de tror, at de på den måde giver udtryk for grænseløse muligheder, men med fantasien forholder det sig omvendt. Den afhænger af sine grænser, den udfolder sig kun, fordi den er begrænset. Jeg har altid været mistænksom over for det ord fantasi, for det er ikke andre verdener, jeg prøver at forestille mig, det er verden. Den er altid mere ukendt og overraskende, end man trodde, samtidig med at den er så genkendig.

          Man genkender en fremmed by fra de billeder, man har set af den, men man ser også det, der stort set er ens i alle byer. Forstæderne, metroens flisebelagte tunneler, kvartererne omkring en banegårds rangerterræen, ejendommenes anonyme slitage. Skyggen i bunden af en gade og den særlige form for ubevægelighed, der kendetegner parkerede biler på række, denn særlige måde lakken spejler himlen på mellem facadernes mørke konturer. Det virkelig fremmede møder en mellem de to slags genkendelse, forventningens og den industrialiserede virkeligheds nedslående ensartethed, og man ved aldrig hvornår. Det er der, jeg møder mine fiktive personer, først som spøgelser, transparente, så jeg kan se stederne gennem dem, indtil de bliver stadig mere uigennemsigtige, efterhånden som de tager form og skjuler deres indre for mit blik. Jo mere virkelighedstro de bliver, desto mere uforståelige. Fantasiens tynde gespenster kender man kun altfor godt, dem er der ikke noget at fortælle om, for de fortæller ikke andet end det, jeg i forvejen ved om mig selv. Det er derfor de virker så blege og vægtløse. Først når de får krop og bliver fremmede for mig, begynder de at føles virkelige. Forklaringer gør det virkelige usynligt med deres blændende klarhed, og jeg vil hellere se og forundres.



Uploaded byP. T.
Source of the quotationPiazza Bucarest

Piazza Bucharest (részlet) (Hungarian)

Scott és Elena Bukarestben találkozott tizenhat évvel ezelőtt. Sohasem voltam Romániában, csak megpróbálom elképzelni azokat a helyeket, ahol együtt lehettek. Amikor regényt írok, mindig ismerem a történet helyszíneit, nem tudok olyan helyekről írni, amelyeket nem ismerek. Túlzottan nagy falat lenne kitalálni a személyeket és a tájakat is, az utcákat és házakat, melyekben megfordultak, s ez felveti azt a kérdést is, hogy voltaképpen mi is a fantázia. A reklámokban szokták mondani, hogy csak a fantázia szabhat határokat a lehetőségeknek, és nem is tudják, hogy milyen igazuk van. Nem tudják, mert azt hiszik, hogy ily módon azt fejezik ki, hogy a lehetőségek határtalanok, csakhogy a fantáziával éppen fordítva áll a helyzet. A fantázia a határaitól függ, csakis azért tud kibontakozni, mert határai vannak. Mindig is gyanakvó voltam a fantázia szóval kapcsolatban, mert amit elképzelni próbálok, nem egy másik világ, hanem a világ maga. Mindig ismeretlenebb és meglepőbb, mint hinné az ember, miközben ugyanakkor könnyen felismerhető.

Az ember felismer egy idegen várost a róla látott képek alapján, de ugyanakkor azt is látja, ami nagyjából minden városban ugyanolyan. Az elővárosokat, a metró kicsempézett alagútjait, a pályaudvarok környékén épült negyedeket, az épületek anonim kopottságát. Az utcák mélyén rejlő árnyakat, a mozdulatlanság különös formáját, ami a parkoló autók sorát jellemzi, azt a különös módot, ahogy a lakk visszatükrözi az eget a házak homlokzatának sötét körvonalai között. Az igazi idegenséggel a kétfajta ráismerés között találkozik az ember, a várakozás és az iparosodott világ lehangoló egyformaságának felismerése között, és soha nem lehet tudni, hogy éppen mikor. E helyeken találkozom fiktív szereplőimmel, akik először csak átlátszó kísértetek, úgyhogy a helyeket is látom rajtuk keresztül, aztán egyre kevésbé átlátszóak, míg végül alakot öltenek, és belső világukat elrejtik pillantásom elől. Minél inkább valósághűek, annál érthetetlenebbek. A fantázia törékeny kísérteteit túlontúl is jól ismeri az ember, róluk nincs mit elmondani, mert nem mondanak mást, mint amit már előzőleg is tudtam. Azért olyan sápadtak és súlytalanok. Csak amikor testet öltenek és idegenekké válnak számomra, csak akkor lesznek valóságosak. A magyarázatok vakító fényükkel láthatatlanná teszik a valóságost, én inkább nézelődni és csodálkozni szeretek.



Uploaded byP. T.
PublisherPolar
Source of the quotationPiazza Bucharest

minimap