This website is using cookies

We use cookies to ensure that we give you the best experience on our website. If you continue without changing your settings, we'll assume that you are happy to receive all cookies on this website. 

Marstrand-Jørgensen, Anne Lise: Hildegard I. (részlet) (Hildegaard I (detalje) in Hungarian)

Portre of Marstrand-Jørgensen, Anne Lise

Hildegaard I (detalje) (Danish)

I
 
Bermersheim, Tyskland
1098-1106
 
Jeg kan ikke. Jo, du kan.
Det gør så ondt.
Det er næsten overstået.
Det føles forkert.
Du kan godt, se bare, du har gjort det mange gange før.
Det er en pige, men hun er meget lille. Hun har lukkede øjne. Slapblegtrækkervejretganskesvagt. Vend bunden i vejret på hende, dask til hende, så hun giver lyd, sådan.
Lys. Smerte.
Smerten blev til med lyset.
Der er loftet. Der findes endnu ikke noget loft. Der er ord. Der findes ikke ord. Krop: Findes ikke. Rummet, lyset, varmen fra ildstedet findes ikke. En jamrende, vibrerende tone, der stråler højrød i alle retninger, en lyd, der hakker gennem luften, standses af fremmede kroppe, af sengen, bordet, vinduet, hvidt. Hvidt findes allerede.
Sollyset maser sig gennem sprækken mellem stof og vindueskarm, en ragekniv, der skærer verden til, så kun tonen bliver ved med at stige og dale, indtil lyset afløses af glødende striber, som da spædbarnet stadig var foster og ikke vidste, at der fandtes andet, heller ikke modsætninger og overgange, som saltvand, som uudfoldede lunger, som rødt, sort, rødt, sort. Det er det samme bløde lys, men det er ikke længere trygt, for hinden er tyndere nu, tynd og gennemhullet, tys! Det er bare dine øjenlåg, du lukker dem op og i, det er ikke noget at være bange for.
Det er et varmt greb om nakken, luften, der føles våd mod ansigtet, angsten for stengulve og tomhed. En cirkel af lys vokser foran den lille, svinger sig nærmere, der er en stilhed i det lys, hun prøver at fokusere, men netop som hun fanger lyset, flyder det ud, bliver til en fugtig, glødende krans. Dinglende arme, hovedet, der trækker nedad, de må ikke slippe, så meget ved hun, selvom hun hidtil ikke har skullet bekymre sig om at falde, før var hun svævende, flydende, glat, ingen har rørt hende før.
„Tilkald husets herre, så hun kan blive døbt, hun lever ikke længe.“
Husfruen Mechthild hører det og hører det ikke. Hendes svigerinde, Ursula af Sponheim, skrider utålmodigt hen til døren, venter ikke på, at den tungnemme tjenestepige skal nå at reagere. Hun lader døren stå åben, mens hun løfter op i skørtet og tramper ned ad gangen. Ursulas datter, Kristin, som sammen med sin mor og deres følge er ankommet aftenen før, klapper Mechthild på kinden, men hendes runde ansigt er et utydeligt, mudret vandhul.
„Er hun ...“ hvisker Mechthild og vil sætte sig op, men en skarp smerte iler som gloende jern gennem underlivet og ryggen og presser hende tilbage i sengen.
Kristin ryster på hovedet, mørke øjenpletter flyder rundt i vandhullet, en kirsebærmund, der bevæger sig, men forbliver tavs. Det er den første fødsel, Kristin overværer, det skal være en forberedelse på, hvad der venter hende; hun er blevet gift i det tidlige forår, og velsignet med familiens frugtbarhed er hun allerede gravid.
Mechthild er ligeglad med, hvad Kristin forsøger at sige, barnet er levende, så meget forstår hun. Men Kristin bliver ved med at hviske, selvom hun fornemmer, at det ikke trænger igennem til Mechthild, der ligger opsvulmet og hed i sengen. Hvordan hun kom fra fødestolen til sengen, aner hun ikke selv, men nu ligger hun dér på flere lag fint linned, der er stoppet godt ned om madrasserne. Barselsstuen dufter af gulvets friske strøelse, af brænderøg, gran, sved og den søde, sure fødselslugt af blod og krop.
Det er højsommer, den varmeste i mands minde, og det er ikke til at sige, hvor det er varmest – på gårdspladsen eller mellem husets tykke stenmure. I ildstedet ulmer gløderne og holder kedlen i kog, langs væggene sidder fruerne med hænderne i skødet og glinsende ansigter. De har siddet der fra tidlig morgen, har end ikke været til messe, selvom det er søndag, og nu er der ikke længe til solnedgang. Tavst beder Kristin for Mechthild, for den nyfødte, for sig selv og for den ufødte, der slet ikke har rørt på sig hele dagen, som om også den fornemmer, at de vakler på kanten af en afgrund. Hvis Mechthild eller den lille ikke overlever, er det svært at lade være med at tage det som et ondt varsel for hende selv og den ufødte, og Kristin snapper efter vejret af angst.
Hildeberts skridt er en dyb og langsom sang, der trodser Ursulas hastige trippen. Mechthild kan ikke holde øjnene åbne, svangerskabet har været anstrengende, og fødslen har varet alt for længe, når man tager i betragtning, at dette barn er hendes tiende. Roricus, Clementia, Drutwin, Benedikta, Irmengard, Odilia, Hugo. Og tvillingedrengene, som ikke nåede at blive døbt. Hun knytter hænderne under tæppet. Det må ikke ske igen, ikke flere barnesjæle, dømt til at flakke omkring uden for paradiset som djævelens rov. Mechthild vil protestere: Kommer en mand til en fødsel, er der én, der må dø, siger man, men en tørhed i svælget kvæler hendes ord. Dør hun, klarer hun sig nok uden den sidste olie, hun, der har skriftet for fader Cedric samme uge, før veerne tog fat. Hos den udøbte derimod har dæmonerne frit spil. Så hjælper det ingenting, at Ursula har stukket helgenamuletter ind mellem lagnerne og dækket vinduerne til, så kun en enkelt standhaftig lysstråle trænger ind. Hun griber efter Kristins hånd, men hun tysser blot åndsfraværende på Mechthild, der stønner og rømmer sig.
„Lever hun endnu?“ spørger hun, men ingen svarer.
Hun lytter til Hildeberts stemme, mens han fremsiger ordene i dåben, hun venter på navnet, de har ikke aftalt noget på forhånd, men barnet har tydeligvis brug for et kraftfuldt navn, og hun håber, han tænker på helgeninderne.
„Kald hende Margaretha,“ hvisker hun, men det er kun Kristin, der hører, hvad hun siger, og hun ser bare tomt på hende, mens hun stryger hende over panden med den opvredne klud, som ikke længere er hverken varm eller kold, men skraber utåleligt mod huden.
„Hildegard,“ erklærer Hildebert brysk.
Det krymper sig i Mechthild ved tanken om, at barnet skal have et hedensk navn og opkaldes efter sin far. Han taler aldrig imod hendes stærke tro, og ingen vil kunne beskylde ham for ikke også selv at frygte Gud. Alligevel fornemmer Mechthild en splint i hans hjerte, et mørke, der breder sig fra hans pupiller, hver gang hun taler om fader Cedric eller om deres forpligtelser over for kirken. Hildeberts trodsighed kan ingen gennemskue, end ikke hans hustru. Hans forvirrede, feberhede hustru, der ser syner og bruger sin manglende fornuft til at lade djævelen komme til og sprede ufred mellem dem i sit sind. Alligevel havde Margaretha været bedre, Hildegard er et krigerisk navn, det lyder som sværd, som jernbeslåede hjul over toppede sten, som frost og ild, der aldrig kan blive til ét.
Hildebert løfter det nøgne spædbarn, hun spræller ikke, hænger bare slap på hans ene arm. Ursula rækker ham skålen med det dampede vand. Hun overvåger nøje hans bevægelser for at sikre sig, at alt går rigtigt til. Med det skravl af en unge kan det vist være lige meget, tænker hun, men hvis barnet dør, har hun endnu mere brug for at blive renset for sine forfædres synder i dåben. Han knæler med barnet i armene, tung som en bjørn, støtter sig til sengestolpen og undgår at se på Mechthild, der ligger uren i sengen. Han beder  højt,   og  gennem  bønnen   hører  han  Mechthilds stemme, hun rammer kun enkelte ord: Pater Nostra ... sanctificetur ... debitoribus ... ne ... tentationem.
Bagefter rækker han det blålige, fedtede barn til den unge Kristin, der ikke kan finde ud af at løfte armene og tage imod, men stirrer med et udtryk af rædsel og væmmelse, der får blodet til at stige op i Hildeberts kinder.
„Gås,“ hvæser han, og Kristin får tårer i øjnene. Ursula skubber sig ind mellem dem, tager barnet og rækker det videre til lille Agnes, en af landsbykonernes døtre, der er tilkaldt som barneplejerske. Med en håndbevægelse gør hun tegn til, at Hildebert kan gå. Han tøver et øjeblik, men ved, han ikke har mere at gøre i barselsstuen. Det var kun for at undgå, at barnet skulle døbes af en kvinde, at han blev tilkaldt. Han smækker ubetænksomt den tunge dør hårdt i efter sig, så barnet spjætter. Kristin græder fjollet og skamfuld, hun kan ikke holde tårerne tilbage, selvom hun ved, at hendes mor ikke bryder sig om flæben. At hun er bange for Hildebert, er til at forstå, at hun ikke turde røre det lille barn, er værre. Men Ursula lader for en gangs skyld, som om hun ikke ser det, og giver pigebarnet lov til at tude i fred. Skulle den nyfødte give sig til at dø, er det alligevel bedst, det ikke sker i Kristins arme. Det kunne forplante sig til hendes ufødte barn, og der er ingen grund til at give djævelen mere at more sig over.
Den lille Hildegard har store, blanke øjenlåg, og hendes sparsomme hår klæber til hovedskallen. Også kinderne og ørerne er dækket af gennemsigtige hår, og neglene ser endnu mere tynde og skrøbelige ud, end hvad der er normalt for et spædbarn, som er født til tiden. Hun er ikke sund, men hun lever. Agnes får besked om ikke at stille vuggen i den mørkeste krog, som under andre omstændigheder ville være det bedste for barnets øjne, men lige foran ildstedet, så blodet kan rulle hurtigere i den lilles krop.
Først klemmer og maser Ursula på Mechthilds mave for at sikre sig, at der ikke er mere derinde. Så sætter hun sig på bænken ved væggen. En lille forsamling af husfruer fra de omkringliggende storgårde har siddet vagt hele dagen og betragtet optrinnet. Nu hvisker de sagte sammen, men selvom Ursula er imponeret over sin svigerindes evne til at samle gode folk omkring sig, selv i et så kedsommeligt område som Bermersheim, er hun bestemt ikke i humør til snak. Hun bryder sig ikke om, at Hildebert skulle tilkaldes, før tjenestepigerne nåede at fjerne de blodige granris på gulvet under fødestolen. En barselskvindes urenhed kan være farlig for en mand, og uden Hildebert vil Mechthild og hendes børn være ilde stedt, selvom der nok skal være en eller anden, der vil tage hende til ægte, jorden og hendes stand taget i betragtning. Ursula finder hæklenålen og det ufarvede uldgarn frem og fortsætter, hvor hun slap, før hun måtte tage over med fødslen. Kvinderne hvisker, hun ved, at de holder søndagen hellig med lediggang, men på sådan en dag synes hun, man må gøre en undtagelse. Når Herren har sat Mechthild til at føde på en søndag med stor angst og mange smerter, ser han nok ikke strengt på hendes håndarbejde, når bønner ikke rækker til at holde sindet i ro.
Mere gudfrygtig er Mechthild ikke, når det kommer til stykket, tænker Ursula og fnyser. Hun havde ligefrem talt om at tilkalde konen fra landsbyen, men Ursula ville ikke høre tale om det. Fader Cedric ville ikke bryde sig om det, havde hun sagt, men Mechthild var blevet ved. Konen havde været med, da tvillingerne blev født, havde Ursula mindet hende om, og så var Mechthild alligevel blevet tavs. De koner gør mere skade end gavn, det giver hun abbeden i Sponheim ret i. Det er i klostrene, de kender urternes virkning og forplantningens mysterier, og kan man ikke få hjælp hos en af de lærde eller en af de koner, biskoppen har givet velsignelse til at praktisere, er det bedre alene at forlade sig på bønnens kraft. Desuden har hun selv født seks børn, så hun kan ikke siges at være uerfaren.
At Hildebert selv måtte døbe sit barn, var ganske vist ikke det bedste, der kunne ske, men for det første kan barnet, hvis det lever længe nok, snart nedsænkes i det hellige vand i døbefonten, og for det andet kan det næsten være det samme, når den præst, som hendes tossede bror har indvilliget i at lade indsætte i sognet, er den uduelige fader Cedric. Selvom Ursula nok forstår at tie, kender hun præcis de samme rygter og tænker det samme som ethvert kristent menneske uden for Bermersheim. Hun er klar over, at brorens samarbejdsvilje med biskoppen i den henseende formentlig tjener et højere og mere kompliceret formål, men hun kender også udmærket svaghederne i Hildeberts karakter. Selvom de er vokset op i samme kristne hjem, skjuler han en sort trods i sit hjerte, der let bliver til efterladenhed i kirkelige anliggender. Fader Cedric gjorde tjeneste ved en kirke i Schwaben, men da pavestolen endelig gjorde udfald mod gifte præster, krævede biskoppen, at han blev frataget sit kirkelige embede eller lod ægteskabet med sin endnu barnløse hustru annullere. Fader Cedric, der åbenbart regnede de hellige mysterier for mindre vigtige end kroppens behov, nægtede pure at følge biskoppens anvisninger. De fratog ham retten til at forestå messen, men da Gud kort tid efter straffede ham gennem hans kone, som døde pludseligt, stod sagerne anderledes. Selvom biskoppen påstod, at fader Cedric havde angret sin synd, og gerne så ham genindsat i det ubesatte præsteembede, ville landsbyboerne forståeligt nok ikke tage imod ham, og biskoppen måtte finde på noget andet for ikke at tabe ansigt.
Ursula strækker hals, da den lille udstøder en svag lyd, men Agnes er straks over barnet. Hun rokker vuggen, mens hun stirrer ned på det stramt svøbte spædbarn, der tier igen. Først da Ursula med et nik giver tegn til, hun kan sætte sig, trækker Agnes sig tilbage til bænken ved ildstedet, hvor hun sidder med halvt åben mund og glor lige frem for sig.
Ursula vil koncentrere sig om sit håndarbejde, men opdager, at hun har lavet fejl flere rækker længere oppe, og må pille det hele op igen. Hun tænker på Hildebert, kan ikke lade det ligge. Der er ingen tvivl om, at han er retskaffen over for landsbyens folk og de, som arbejder i hans husholdning, og han er også trofast over for hertugen af Sponheim, i hvis hof han har stået i tjeneste, siden han blev page, kun syv år gammel. Hvis nogen skulle finde på at beskylde ham for at sjuske med sine heste, ville han trække sit sværd med det samme, men når rygterne om fader Cedric kommer ham for øre, trækker han blot på skuldrene. Det er en uklog disposition, mener Ursula, og det er svært at tilgive ham. Når hun siger det til ham, ler han bare eller siger lige ud, at han ikke vil diskutere det med hende. Tiden på jorden er kort, og kan man ikke være sikker på, at præsten vil hjælpe med at lette overgangen til det evige liv, kan man lige så godt undvære ham.
Kristin er holdt op med at tude over Hildeberts vrede. Der er stille i fødestuen, bortset fra Mechthilds hvæsende åndedræt og den svage raslen af stof, når en af kvinderne flytter på sig. En fed flue slår dovne saltomortaler foran Kristins ansigt. Da hun dasker til den, falder den straks til gulvet, tung og langsom af heden. Hun maser fluen med foden, følger sin mors eksempel med håndarbejdet og falder til ro med sit sytøj. Hun sidder med rank ryg og øjnene fæstnet på tråden. Det er sengelinned til hendes førstefødte, som hun broderer, og hun gør sig umage med hvert et sting, udtaler et tavst „Ave“, hver gang hun stikker nålen gennem forsiden af stoffet, og et lige så tavst „Maria“, når hun stikker den gennem bagsiden. Rædslen fra faster Mechthilds fødsel har stadigvæk tag i hende, men hun gør sig umage for ikke at lade sig mærke med noget. Alligevel føles det, som om alle kvinderne stirrer på hende, og hun bliver endnu varmere i ansigtet end før. Nålen smutter mellem hendes fugtige fingre, sveden løber fra tørklædekanten, over tindingen, langs halsen og kravebenet. Barnet er stille i vuggen, Mechthild vånder sig, da hun bliver vasket i ansigtet med koghede klude. Kristin tråder nålen om og om igen og broderer videre på blomsterkransen. Af og til skæver hun til Mechthild, der nu troner i barselssengen mellem et bjerg af silkepuder. Kristin kunne næsten ikke genkende hende, da hun tog imod dem i går. Stor og uformelig var hun, øjnene forsvandt i smalle sprækker, og fingrene strittede fra hånden som stegte pølser. Det var en slags barselssyge, forstod hun, og det har ikke fortaget sig endnu. Vidste man ikke bedre, kunne man tro, at Mechthild endnu var svanger.
Kristin har hørt tjenestepigerne hviske, at den form for svulmesyge rammer kvinder, der er bange for at føde og derfor ikke vil af med barnet, men hun ved ikke helt, hvad hun skal tro. Så vidt hun har forstået, er dette barn blevet født før beregnet. Det var tanken, at de skulle have god tid til at finde sig til rette hos Mechthild, før fødslen gik i gang, men nu nåede de kun at tilbringe en enkelt nat i huset, inden barselsstuen måtte gøres parat. Før i dag var hendes egen angst ikke større, end at hun kunne holde den i ave med sytøj og daglige sysler, men nu bliver hun stakåndet og svimmel, nu glider synet af den slumrende Mechthild sammen med en død hest, hun så på køreturen hertil. Den lå med opsvulmet bug og himmelvendte øjne i grøftekanten lige uden for muren til Mechthild og Hildeberts gård. En vrimmel af fluer summede omkring ådslet, der stank, så det vendte sig i hende.
Mechthild sover, indtil solen for længst er gået ned. Blodet størkner, og kraften vender tilbage. Hun kan ikke holde på sine børn længe nok, og hun kan heller ikke føde dem ordentligt. Alligevel har Herren tidligere velsignet hende med syv levendefødte. Og nu dette lille væsen, der skal bevise sit værd.
Mechthild vågner til den søde duft af komælk og tager sig til maven. Agnes bader den lille i lunken mælk, så hun lever endnu. Ursula står tavs ved siden af karret med hænderne foldet over brystet, men det ser ikke ud til at genere Agnes, der ser på barnet med sine store, vandfarvede øjne. Barnet siger ikke en lyd, da de vikler hende ind i klædestykkerne igen, og Mechthild bliver med ét urolig for, om den lille er stum. Smerten har fortaget sig, Ursula ser på hende med et ansigt, der er hugget i gylden flint og umuligt at tyde.
„Vil hun ...“ Mechthild beder om spådomme og forsikringer, som ingen kan give hende. Alligevel nikker Ursula nådigt. Rummet er mørkt bag hende, flammerne fra ildstedet kaster et glødende skær mod væggene, en strålekrans om Ursulas hår, der får hende til at ligne en engel. En træt, gammel engel uden hvide klæder og guldkrans om håret. Mechthild trækker sig op i sengen. De har allerede lagt det smukke, broderede tæppe over hendes dyner, så hun snart kan modtage barselsgæster. Det er et godt tegn.
„Se, nu dier hun,“ Mechthild ler, selvom det gør ondt i hendes skød. Den lille skulle måske bare komme til sig selv. Hun sutter ikke ivrigt og bliver hurtigt træt, men så må hun bare bringes til sin mors bryst lidt oftere. Mechthild fryder sig hemmeligt over, at ingen vil turde sige noget om, at den lille tager skade af at drikke af hendes ophovnede, værkende krop. Dette barn skal, om Gud vil, være hendes sidste, og hun vil give hende alle sine egne gode egenskaber gennem mælken. Hun har hørt om adelskvinder, der lader simple bondepiger amme deres børn, men væmmes ved den unaturlige tanke om at blande høj med lav.
Bagefter er barnet endnu blegere end før, hun har vokshud og  blodudtrædninger omkring  pupillerne.  Hun  sitrer  og skælver, så Agnes bliver sendt efter uldtæpper, de kan lægge over den lille. Mechthild spiser et par skefulde af suppen, som Kristin bringer til hendes læber, men har ikke kræfter til at holde om skeen. Kristin hjælper hende, men Mechthild skubber til hendes hånd, så suppen løber ud over Kristins ærme. Ursula sender Kristin tilbage til sytøjet og overtager madningen. Hvorfor både Mechthild og Hildebert tager anstød af den stilfærdige Kristin, forstår hun ikke, det må tilskrives forstyrrelse i deres temperamenter, pigebarnet gør jo ingen verdens ting.
Hildebert tog i sin tid Mechthild for hendes runde ansigt og hendes bløde krop. Hendes far var storbonde, men hun var uden synderlig medgift. Ursula tænkte dengang, at det var godt, han kunne forlade hende, hvis hun viste sig at være ufrugtbar. Han har fået rigeligt med børn, men også en udannet hustru med et sind, der bliver mere stridbart, for hvert år der går, selvom Hildebert næppe ser det i sit fulde omfang, da hun formår at vare sin mund i hans selskab. Men tjenestefolkene mærker det, stimler nervøse sammen, når Mechthild skrider gennem salene, skræpper op som hovedløse høns, når hun inspicerer køkken og værksteder. Det temperament skal barnet ikke ønske at få gennem modermælken, tænker Ursula og fører skeen mod Mechthilds læber, heller ikke den klodsethed, der får ethvert håndarbejde til at blive andenrangs i hendes hænder. Men hendes helbred er som en okses, og det er lige, hvad barnet skal bruge, tænker Ursula og længes allerede efter at være tilbage i Sponheim. Så snart de fyrre barselsdage er overstået, og de skjulte lemmer i Mechthilds skød er vokset sammen igen, vil hun og Kristin tage hjem med det samme. Til den tid vil barnet måske være dødt og begravet, og Mechthild vil jamre og hyle, som hun gjorde med tvillingedrengene. Det var en skændsel, som om hun nægtede at forlige sig med Guds vilje, utaknemmelig over trods alt at have syv livsduelige børn. Det har fader Cedric i det mindste fået sat skik på i mellemtiden. Ingen har skriftet så flittigt som Mechthild.
„Hun overlever nok,“ siger Ursula uden selv at tro synderligt på det og uden at fortrække en mine. Mechthild kræver at få barnet over i sengen igen. Ursula føjer hende, selvom hun tænker, at barnet har bedre af ro, føjer hende og løfter selv den lille op af vuggen, svøber hende i uldtæppet og lægger hende ved siden af Mechthild.
Mechthild vender sig tungt og besværet om på siden, hæver sig op på albuen og ser på sit barn.



Uploaded byP. T.
Source of the quotationGyldendal
Publication date

Hildegard I. (részlet) (Hungarian)

I.
 
Német-római Császárság, Bermersheim,
1098–1106
 
Nem bírom. De igen.
Rettenetesen fáj.
Mindjárt vége.
Rosszul csinálom.
Dehogy, hiszen már annyiszor végigcsináltad.
Lány, de nagyon kicsi. A szeme csukva. Ernyedtsápadterőtlenülveszialevegőt. Lógassátok fejjel lefelé, és paskoljátok meg, hogy felsírjon, úgy.
Fény. Fájdalom.
A fájdalom a fénnyel együtt született.
Mennyezet. Még nincs is mennyezet. Szavak. Nincsenek szavak. Test: nem létezik. Tér, fény, tűzhely melege: nem létezik. Egy nyöszörgő, reszkető, minden irányba izzó, vörösen sugárzó hang, egy levegőbe hasító, valamennyi idegen tárgyba, ágyba, asztalba, ablakrésbe beleütköző hang, fehérség. Mindenütt fehérség.
A napfény behatol az anyag és a kőpárkány közötti résen; borotvapenge, amely formára vágja a világot, hogy csak a hang erősödik és gyengül, míg végül a fény átadja helyét az izzó csíkoknak, mint amikor a csecsemő még magzat volt, és nem tudta, hogy más is létezik, mint a sós víz vagy a fejletlen tüdő; fogalma sem volt a kontrasztokról meg az átmenetekről,  csak vörös, csak fekete, vörös és fekete. Ugyanaz a gyengéd fény, de már nem ad biztonságot, mert a hártya vékonyabb, vékony és lyukacsos, csitt! Hiszen ez a szemhéjad, kinyitod, lehunyod, nincs mitől félni.
Meleg markolás a tarkónál, a levegő nedvesen csapódik az arcba, félelem a kőpadlótól meg az ürességtől. Egy fénykarika növekszik a kicsi előtt, közelebb lendül, a fényben ott gubbaszt a csend, az újszülött megpróbál fókuszálni, már-már megragadja a fényt, ám az nedves, izzó koszorúként árad szét. Hadonászó karok, a fej lefelé húz, nem ereszthetik el, ezt tudja, bár eddig még nem kellett amiatt aggódnia, hogy leesik; korábban lebegett, úszott, síkos volt, és senki sem érintette.
– Hívjátok a ház urát, keresztelje meg, mert nem fog sokáig élni. Mechthildnek, a ház úrnőjének fülét nem kerülik el a szavak, mégsem hallja őket. Sógornője, Ursula von Sponheim türelmetlenül az ajtóhoz lép, nem várja meg, hogy a nehéz felfogású szolgálólány reagáljon. Az ajtót nyitva hagyja, az alsószoknyáját felemeli, és végigtrappol a folyosón. Kristin, a lánya, aki anyjával és kíséretével előző este érkezett, megpaskolja Mechthild arcát, kerek képe elmosódik az asszony szeme előtt, mint egy sáros pocsolya.
– Megha… – suttogja Mechthild, miközben fel akar ülni, ám az altestébe és a hátába izzó vasként hasít az éles fájdalom, és ismét fekvésre kényszeríti.
Kristin megrázza a fejét, sötét szemfoltok úsznak körbe-körbe a pocsolyában, meggypiros száj, amely mozog ugyan, de néma. Ez élete első szülése, tulajdonképpen azért van jelen, hogy felkészüljön a rá váró megpróbáltatásokra; kora tavasszal ment férjhez, és mivel termékeny, mint a család többi tagja, már teherbe is esett.
Mechthildet hidegen hagyja, mit akar mondani, annyit azonban megért, hogy a gyermek életben van. A fiatalasszony szakadatlanul suttog, pedig tisztában van vele, hogy szavai nem jutnak el az anyához, aki felpuffadt, forró testtel fekszik az ágyban. Fogalma sincs, hogyan került a szülőszékről a fekhelyére, de a több rétegnyi finom lepedőn fekszik, amelyet valaki gondosan betűrt a szalmazsák alá. A gyermekágyas szobát betölti a padlóra hintett friss szalma illata, amely fenyő, füstösen égő tűzifa, izzadság, szülést kísérő édes-keserű vér és test szagával keveredik.
Tombol a nyár, emberemlékezet óta nem volt ekkora forróság; lehetetlen megmondani, hol van melegebb: az udvaron vagy a ház vaskos falai között. A tűzhelyen izzik a parázs, és forrásban tartja az üst vizét, a falak mentén ölbe tett kézzel, fénylő képpel ücsörögnek az asszonyok. Már reggel óta ott gubbasztanak, még szentmisén sem voltak, pedig vasárnap van, és most már alkonyodik. Kristin némán imádkozik Mechthildért, az újszülöttért, önmagáért és a még meg nem született gyermekért, aki egész nap nem mocorgott, mintha érezné, hogy egy szakadék szélén táncolnak. Ha Mechthild vagy a kicsi meghal, az eseményeket mindenképpen rossz előjelnek fogja tekinteni a saját szülése és a meg nem született gyermek számára, így most rettegve kapkod levegő után.
Hildebert léptei mély, lassú dalként dacolnak Ursula sietős tipegésével. Mechthild képtelen nyitva tartani a szemét, a terhesség megerőltető volt, a szülés pedig nagyon elhúzódott, főként azt figyelembe véve, hogy ez már a tizedik gyermeke. Roricus, Clementia, Drutwin, Benedikta, Irmengard, Odilia, Hugo. No meg az ikerfiúk, akik nem érték meg, hogy megkereszteljék őket. Összekulcsolja a kezét a takaró alatt. Még egyszer nem történhet meg, több gyermeklélek nem bolyonghat a paradicsom kapuján kívül a sátán szabad prédájaként. Tiltakozni akar: úgy tartják, ha férfi érkezik a szülésre, valakinek meg kell halnia, de a torkát szorító szárazság megfojtja a szavakat. Ha ő hal meg, boldogulni fog az utolsó kenet nélkül is, hiszen a héten, mielőtt a fájások elkezdődtek, már gyónt Cedric atyánál. A megkereszteletlen gyermek azonban a démonoknak vetett konc. Rajta mit sem segít, hogy Ursula szentek ereklyéit dugdosta a lepedők közé, és az ablakréseket úgy elsötétítette, hogy csupán egyetlen makacs fénysugár hatolhat be rajtuk. Nyöszörögve, a torkát köszörülve megragadja Kristin kezét, aki lélekben messze jár, miközben csitítgatja.
– Él még? – A kérdésre  senki sem felel.
A keresztelés szövegét mormoló Hildebert  hangjára figyel, a névre vár, semmiben sem egyeztek meg előre; a gyermeknek minden bizonnyal erőt sugárzó keresztnévre van szüksége, és Mechthild reménykedik, hogy a férje nem feledkezik meg a szentekről.
– Hívjátok Margarethának. – Suttogó szavait csak Kristin hallja, ám ő üres tekintettel mered rá, miközben letörli a homlokát az összecsavart, langyos vízbe mártott ronggyal, amely elviselhetetlenül dörzsöli a bőrét.
– Hildegard – jelenti ki Hildebert kurtán.
Mechthildnek görcsbe rándul a gyomra, amikor arra gondol, hogy a kislánynak az apja után kapott, pogány névvel kell élnie. A férfi sosem kifogásolta felesége szilárd hitét, és azzal sem vádolhatja senki, hogy nem féli az Istent. Mechthild mégis érzi a férje szívébe fúródott szálkát, a sötétséget, amely szembogarából árad szét, valahányszor Cedric atyáról vagy az egyházzal szembeni kötelességeikről beszél neki. Hildebert ellenkezését senki sem tudja megérteni, még a felesége sem. A zavarodott, láztól forró asszonyt rémképek gyötrik, és miközben értelme cserbenhagyja, engedi, hogy megjelenjen a sátán, és elhintse a békétlenség magvát kettejük között. A Margaretha mégiscsak jobb lett volna. A Hildegard harcias név, olyan, mint az összeütött kardok pengése, mint a vasalt kerekek csattogása az egyenetlen köveken, mint a tűz és a jég, amely sosem válhat eggyé.
Hildebert felemeli a meztelen csecsemőt, a gyermek nem tiltakozik, csak ernyedten lóg apja egyik karján. Ursula odanyújtja neki a tálat a felforralt vízzel. Pontosan követi a férfi mozdulatait, meg akar bizonyosodni róla, hogy minden úgy történik, ahogyan kell. Egy ilyen csenevész porontynak valószínűleg mindegy, gondolja, de ha meghal, még nagyobb szüksége van arra, hogy a keresztségben megtisztuljon az ősei bűneitől. Hildebert a gyermekkel a karján térdepel, nehézkes, mint egy medve, az ágy lábának támaszkodik, és nem néz az ágyban tisztátalanul fekvő Mechthildre. Hangosan imádkozik, az asszony csak néhány szavát érti: Pater Noster… sanctificetur… debitoribus… ne… tentationem.
Az apa a fiatal Kristinnek nyújtja a szederjes színű, maszatos gyermeket, ő azonban képtelen felemelni a karját, hogy elvegye a csecsemőt; arckifejezése rettenetet és undort sugároz, így mered maga elé, amitől Hildebert arcát elönti a vér.
– Liba – sziszegi, mire Kristinnek könnybe lábad a szeme. Ursula kettejük közé furakszik, elveszi a kisdedet, majd továbbadja Agnesnek, az egyik parasztasszony lányának, akit dajkának fogadtak fel. Aztán egyetlen kézmozdulattal int Hildebertnek, hogy elmehet. Öccse egy pillanatig tétovázik, de tudja, hogy most már nincs helye a gyermekágyas szobában. Hiszen csak azért küldtek érte, nehogy az újszülöttet egy asszony keresztelje meg. Meggondolatlanul becsapja maga mögött a súlyos ajtót, amitől a gyermek összerezzen. Kristin ostobán, szégyenkezve itatja az egereket, képtelen visszatartani a könnyeit, pedig tudja, hogy az anyja ki nem állhatja a nyavalygást.
Érthető, hogy tart Hildeberttől, de arra, hogy nem merte megérinteni a kicsit, nincs bocsánat. Ursula most az egyszer úgy tesz, mintha ezt nem látná, és hagyja, hogy a lánya nyugodtan kibőgje magát. Ha az újszülött mégis meghal, jobb, ha a szerencsétlenség nem Kristin karjában történik. A balszerencse ugyanis megfertőzheti  a születendő gyermeket, és semmi okuk rá, hogy még több örömöt szerezzenek a sátánnak.
A kis Hildegard szemhéja nagy és fényes, ritkás haja a fejére tapad. Arcát és fülét is átlátszó pihék fedik, körmei pedig vékonyabbak és törékenyebbek, mint az időre született csecsemőknek általában. Nem egészséges, de él. Agnesnek meghagyják, hogy a bölcsőt ne állítsa a legsötétebb sarokba, ami más körülmények között a legjobb lenne a gyermek szemének, hanem tegye közvetlenül a tűzhely elé, hogy a vér gyorsabban áramolhasson aprócska testében.
Ursula először megszorítja és megnyomkodja Mechthild hasát, meggyőződik róla, hogy semmi sem maradt odabent. Aztán leül a fal melletti padra. A környező nagybirtokokról érkezett asszonyok kis csoportja egész nap őrködött, és az eseményeket figyelte. Most halkan sutyorognak, és bár Ursula elismeri sógornője képességét, hogy még egy olyan unalmas helyen is sikerült maga köré gyűjtenie a legjóravalóbb embereket, mint Bermersheim, egyáltalán nincs kedve cseverészni. Nem tetszik neki, hogy hívatni kellett Hildebertet, még mielőtt a szolgálólányok eltakarították volna a véres fenyőgallyakat a szülőszék alól. Egy szülő asszony tisztátalansága veszélybe sodorhatja a férfiembert, ha pedig Hildebert odavész, Mechthild a gyermekeivel együtt kellemetlen helyzetbe kerülne, még ha biztosan akadna is valaki, aki a földjére meg a származására tekintettel feleségül venné. Ursula előveszi a horgolótűjét és a festetlen gyapjúfonalat, hogy ott folytassa a munkát, ahol a szülést megelőzően abbahagyta. Az asszonyok pusmognak, Ursula tudja, hogy pihenéssel illik megszentelni a vasárnapot, de egy olyan napon, mint a mai, kivételt kell tenni. Ha az Úr úgy döntött, hogy Mechthildnek vasárnap kell szorongva és nagy fájdalmak közepette világra hoznia gyermekét, akkor biztosan amiatt sem neheztel majd, hogy ő kézimunkázik – az imádság ez alkalommal nem nyugtatja meg.
Ha jól meggondoljuk, Mechthild nem is olyan istenfélő – fut át a fújtató Ursula agyán. Azt sem rejtette véka alá, hogy hívatni akarta a falubeli javasasszonyt, ő azonban hallani sem akart ilyesmiről. Cedric atyának nem lenne ínyére a dolog, mondta, de Mechthild nem tágított. Mire Ursula emlékeztette, hogy az asszony az ikrek születésekor is jelen volt, ez aztán kellően nyomós érvnek bizonyult, hogy a sógornőjét elnémítsa. Ezek a javasasszonyok többet ártanak, mint használnak, ebben igazat adott a sponheimi apátnak. A kolostorokban ismerik a gyógynövények hatását meg a szaporodás misztériumát, és ha a tudósok vagy azok az asszonyok, akiknek a munkálkodását a püspök megáldotta, nem tudnak segíteni, akkor jobb, ha egyedül az imádság erejére hagyatkozunk. Ezenkívül maga is szült hat gyermeket, így nem mondható  éppen tapasztalatlannak.
Az, hogy Hildebertnek kellett megkeresztelnie a gyermekét, nem volt a legjobb megoldás, de ha a kislány megéri, hamarosan bemeríthetik a keresztelőkút szenteltvizébe; egyébként sem emelt volna az esemény fényén, ha az alkalmatlan Cedric atya végzi a szertartást, akinek a beiktatásába az ő tökkelütött öccse beleegyezett. Bár Ursula tud hallgatni, azért még jól ismeri a pletykákat, és osztja a Bermersheimen kívül élő keresztények véleményét. Tisztában van azzal, hogy testvére együttműködési készsége a püspökkel a beiktatást illetően magasabb és bonyolultabb célokat szolgál, de jól ismeri Hildebert jellemhibáit is. Bár ugyanabban a keresztény családban nőttek fel, öccse valami sötét dacot dédelget a szívében, amelynek köszönhetően könnyen elhanyagolja az egyházzal kapcsolatos feladatokat. Cedric atya egy svábföldi templomban teljesített szolgálatot; amikor a Szentszék végre támadást indított a nős papok ellen; a püspök követelte, hogy vagy fosszák meg egyházi tisztségétől vagy érvényteleníttesse házasságát még gyermektelen feleségével. Cedric atya, aki nyilvánvalóan többre tartotta a test szükségleteit a szent misztériumoknál, egyszerűen megtagadta a püspök utasításainak teljesítését. Ezért megfosztották attól a kiváltságtól, hogy szentmisét celebrálhasson, ám nem sokkal ezután Isten a feleségét választotta eszközül, hogy megbüntesse, és amikor az asszony váratlanul elhalálozott, egy csapásra minden megváltozott. A püspök azt állította, hogy az atya megbánta bűnét, és szerette volna visszahelyezni hivatalába, ám a falubeliek – érthető okokból – nem fogadták kitörő lelkesedéssel a hírt, felettesének tehát ki kellett találnia valamit, ha nem akarta elveszíteni a tekintélyét.
Ursula kinyújtja a nyakát, amikor a kicsi erőtlenül nyöszörögni kezd, de Agnes rögtön az újszülött mellett terem. A bölcsőt ringatja, miközben az elcsöndesedő, szorosan bepólyált csecsemőt bámulja. Csak akkor foglalja el ismét a helyét a tűzhely melletti padon, amikor Ursula egy biccentéssel jelt ad, hogy leülhet; aztán félig tátott szájjal mered maga elé.
Ursula megpróbál a kézimunkájára összpontosítani, de észreveszi, hogy néhány sorral korábban több hibát is vétett, ezért jókora darabot vissza kell fejtenie. Hildebert jár az eszében, egyszerűen nem tudja kiverni a fejéből. Kétség sem férhet hozzá, hogy öccse tisztességesen bánik a falubeliekkel meg a háztartásában dolgozókkal, és hűséges a sponheimi herceghez is, akinek azóta áll a szolgálatában, hogy hétévesen beállt hozzá apródnak. Ha valaki azzal vádolná, hogy nem törődik a lovaival, azonnal kardot rántana, de amikor a Cedric atyáról szóló szóbeszéd jut a fülébe, csak vállat von. Nem éppen okos viselkedés, véli Ursula, nem könnyű megbocsátani neki. Ám ha szóba hozza mindezt, a testvére csak nevet, vagy köntörfalazás nélkül kijelenti, hogy nincs kedve ilyesmiről társalogni vele. A földi élet rövid, és ha nem lehetünk biztosak abban, hogy a pap majd megkönnyíti az átlépést az örök életbe, akkor semmi szükség rá.
Kristin már nem itatja az egereket Hildebert dühe miatt. A szülőszobára csend borul, csak Mechthild nehézkes lélegzését hallani, meg az anyag suhogását, amikor egyik-másik asszony megmozdul. Egy lomha, hízott légy nyaktörő mutatványokat végez Kristin arca előtt. Amikor a fiatalasszony odacsap, az apró élőlény rögtön a földre zuhan, a forróságtól elnehezülten, álmatagon. A fiatalasszony a lábával összetiporja, aztán követi anyja példáját a kézimunkázásban, és az öltögetéstől megnyugszik. Egyenes háttal ül, tekintete a hímzőfonalra szegeződik. Ágyneműt varr az elsőszülöttjének, kihímezi, minden öltésre külön gondot fordít, és valahányszor a tűt az anyag színébe szúrja, néma Avét imádkozik, aztán ugyanilyen némán Máriát mond, miközben a tűt a visszáján vezeti. Mechthild néni szülése még mindig a hatása alatt tartja, de gondosan ügyel rá, hogy semmit se vegyenek észre rajta. Ennek ellenére úgy érzi, hogy minden asszony szeme rá szegeződik, és arcát még jobban elönti a forróság. A tű kicsúszik nyirkos ujjai közül, a verejtékcseppek a kendője szélétől végiggördülnek a halántékán, le a nyakán, egészen a kulcscsontjáig. A gyermek csendben fekszik a bölcsőben, Mechthild nyöszörög, amikor lángoló arcát lemossák. Kristin többször is áthúzza a szálat a tű fokán, és folytatja a virágkoszorú hímzését. Időnként a nagynénjére sandít, aki most selyempárnahegyek között trónol az ágyban. Kristin alig ismert rá, amikor előző nap fogadta őket. Hatalmas volt és alaktalan, szemgolyója eltűnt a keskeny résben, ujjai pedig úgy meredeztek a kezén, mintha sült kolbászok lennének. Egyfajta gyermekágyi betegségben szenved, magyarázták neki, amely még most sem múlt el. Ha nem tudnánk, hogy megszült, azt hihetnénk, még mindig viselős.
Kristin hallotta a szolgálólányok pusmogását, miszerint azok az asszonyok fúvódnak fel ennyire, akik félnek a szüléstől, ezért nem akarnak megválni a babától; de nem tudja, mit is higgyen. Ha jól értette, a kicsi idő előtt jött a világra. Úgy tervezték, hogy elég idejük lesz berendezkedni Mechthildnél, mielőtt megindulna a szülés, erre csak egyetlen éjszakát töltöttek a házban, máris elő kellett készíteniük a gyermekágyas szobát. Saját félelme eddig a napig nem volt nagyobb, mint hogy varrogatással és a mindennapos munkálkodással úrrá tudjon lenni rajta, most azonban levegő után kapkod és szédül, szendergő nagynénje alakja pedig összemosódik az idevezető úton látott, elhullott ló képével. Az állat felfúvódott hassal és égre emelt, kifordult szemmel hevert az árok szélén, közvetlenül Mechthild és Hildebert tanyájának fala előtt. A tetemet zümmögő légycsapatok döngték körül, és úgy bűzlött, hogy a lánynak majd felfordult tőle a gyomra.
Mechthild alszik, a nap már rég lebukott a horizont alá, amikor felébred. A vér megalvad, és az erő visszatér. Képtelen a szükséges ideig tartóztatni a gyermekeit, ahogy megszülni sem képes őket rendesen. Az Úr ennek ellenére már hét élve született utóddal áldotta meg. Meg most ezzel a kis vakarccsal, akinek be kell bizonyítania, hogy igenis ér valamit.
Mechthild a tehéntej édes illatára tér magához, és a hasához kap. Agnes langyos tejben füröszti a kicsit, szóval még életben van. Ursula némán, kezét a mellén összefonva áll a teknő mellett, de ez szemmel láthatóan nem zavarja Agnest, aki hatalmas, vízszínű szemével a gyermeket szemléli. A csecsemő meg sem nyikkan, amikor újra rongydarabokba csomagolják, és az anyját hirtelen elfogja a nyugtalanság: az újszülött talán néma. A fájdalom alábbhagyott, Ursula ránéz, arcát mintha aranyló kovakőből faragták volna, tekintetét lehetetlen megfejteni.
– Meg fog… – Mechthild olyan jóslatokat és bizonyosságot vár, amelyet senki sem adhat neki. Ursula mégis kegyesen bólint. A helyiség sötétbe burkolózik a háta mögött, a tűzhely lángjai izzó fényt vetnek a falakra, haja köré sugárkoszorút rajzolnak, amitől egy angyalra hasonlít. Fáradt, idős angyalra, akinek nincs hófehér ruhája és aranyló glóriája. Mechthild feltápászkodik az ágyban. A szép, hímzett takarót már a paplanjára terítették, így hamarosan látogatókat is fogadhat. Ez jó jel.
– Nézzétek, szopik! – Mechthild nevet, bár ettől fájdalom hasít az ölébe. Lehet, hogy a kicsinek csak időre volt szüksége, hogy magához térjen. Nem szopik mohón, és hamar elfárad, sebaj, akkor majd gyakrabban a mellére teszi. Titokban örül, hogy senki sem meri figyelmeztetni, hogy a kicsinek árt, ha felpuffadt, lüktető testéből veszi magához táplálékát. Ha Isten is úgy akarja, ez a gyermek lesz az utolsó, és a tejjel minden jó tulajdonságát át akarja adni neki. Hallotta, hogy a nemesi születésű asszonyok egyszerű parasztlányokra bízzák a szoptatást, de ő a gondolattól is undorodott, hogy így összekeverik az előkelőt az alacsony sorból származóval.
Ezután a gyerek még sápadtabb, mint korábban, viaszbőre van, szemét a pupillák körül véraláfutások csúfítják. Remeg és reszket, Agnest elküldik gyapjútakarókért, hogy ráteríthessék. Mechthild eszik néhány kanállal a levesből, amelyet Kristin emel az ajkához, mert neki nincs ereje az evőeszközt tartani. Unokahúga segít neki, de Mechthild meglöki a kezét, és a leves Kristin ruhaujjára folyik. Ursula visszazavarja lányát a kézimunkához, és átveszi az etetést. Nem érti, mi kivetnivalót talál sógornője és Hildebert is a csendes Kristinben, ellenérzésüknek valószínűleg a hangulatingadozásuk
lehet az oka, hiszen szegény teremtés a légynek sem árt.
Hildebert annak idején kerek arcáért és gömbölyded testéért választotta Mechthildet. A lány apja parasztgazda volt, de nem adott vele különösebb hozományt. Ursula örült ennek, hiszen öccse így minden további nélkül elhagyhatta, ha kiderült volna róla, hogy meddő. Gyermekáldásban nem volt hiány, de Hildebert bárdolatlan feleséget kapott, aki évről évre egyre harciasabbá vált, igaz, kardoskodását férje sosem tapasztalhatta meg igazán, mert az ő jelenlétében arája fékezte a nyelvét. A cselédek azonban mesélhetnének; összesereglettek, valahányszor Mechthild keresztülvonult a termeken, úgy kárált, mint egy ostoba tyúk, miközben ellenőrizte a konyhát és a műhelyeket. Ursula biztos volt benne, hogy ezt a természetet a gyermek nem szeretné az anyatejjel magába szívni, ahogy azt az esetlenséget sem, amelynek következtében csupa selejtes kézimunka kerül ki a kezéből. Viszont olyan erős, mint a bivaly, és a kicsinek éppen erre az erőre van szüksége, elmélkedik Ursula, és máris visszavágyik Sponheimbe. Amint letelik a negyvennapos gyermekágyas időszak, és Mechthild ölének kívülről nem látható sérülései rendbe jönnek, azonnal hazatérnek. A gyermek arra az időre talán már nem él, és el is temetik, Mechthild pedig jajveszékelni fog meg ordítozni, akárcsak az ikrek halálakor. Szégyen és gyalázat, hogy ennyire nem képes megbékélni Isten akaratával, és micsoda háládatlanság, hiszen van már hét életerős gyermeke. Cedric atyának azonban időközben sikerült jó útra térítenie. Senki sem gyón olyan szorgalmasan, mint Mechthild.
– Megmarad – biztatja Ursula anélkül, hogy különösebben hinne benne, de egyetlen arcizma sem rándul. Mechthild újra magához kéri a gyermeket. Ursula engedelmeskedik, bár úgy véli, a kicsinek jobb lenne, ha pihenhetne; szófogadón kiemeli az újszülöttet a bölcsőből, becsomagolja a gyapjútakaróba, és az anyja mellé fekteti az ágyba.
Mechthild nehézkesen az oldalára fordul, a könyökére támaszkodik, és a gyermekét nézi.



Uploaded byP. T.
Source of the quotationTypotex
Publication date
Buy it here!

minimap