Hildegard II (Danish)
I
Disibodenberg, Tyskland 1148-1150
1 Natten gør mennesker blinde. De venter på månen og stjernerne, de tør ikke bevæge sig i mørket af frygt for vilde dyr og skarpe sten. Ørerne vokser, ræveskrig og agerhønens rustne klage er blæsebælge, der puster til angstens bål. Natten tilhører dæmoner og de dødes sjæle, natten er en ørken, der forviser ensomme vågne til et svimmelt fængsel af lytten. Hildegard vogter over en hemmelighed. Før sov hun, men nu er hun vågen. Engang var Volmar hendes lærer, nu skriver han det, hun ser. Da hun var helt ung, sagde hun engang til ham, at deres sjæle var forbundne, som om et usynligt reb løb fra den ene til den anden. Det er mellem laudes og prim, det er to dage efter Mikaelsmesse, efteråret er på vej, det slår koldt og pludseligt ud i skyggen på de lune eftermiddage. Det er en overskyet nat, mennesker må famle sig frem, mens dyr følger hemmelige duftspor. Hildegard leder efter Volmar. Hun ligger i sin seng, hun har lukkede øjne, det er som at gå op ad en stejl trappe, anstrengelsen samler sig i et punkt bag panden. Punktet er et lys, kransen om vægen oplyser rum for rum i mandeafdelingen, hun ser den døde stilhed i refektorium og kapitelsal, grå og fnugget som himlen, når det sner. Bag panden fortsætter hun tværs over de sovende brødre i dormitoriet, de er flimrende, mørke skraveringer, et stykke kul i en barnehånd. Hun ved ikke præcis, hvor Volmars seng står, men hun plejer at kunne se ham som et glitrende punkt af blåt, kornblomst, himmel, due. Hun leder efter ham mellem de sovende, men hun finder ham ikke. Angst er en slange, der kryber ind i kroppen, den kryber gennem hendes hals, så hun ikke kan få vejret. Åndeløs, åndeløs frem og tilbage mellem sengene, hvor er du, Volmar? Hvor er du henne? Infirmeriet er rødt og stille, de syge er forbundne af streger og mønstre, blod og kulstøv. I scrip- 13 toriet er der heller ikke nogen, det gør ondt i hovedet at anstrenge sig sådan, tankerne gør oprør mod denne strenghed, de flakker i alle retninger: køkkenhus, dormitorium, badstue, kapitelsal, rundgang, infirmeri, urtehave, kirkegård. Alt forstener i en panisk og rundtosset dans, Hildegard sætter sig op med et ryk, stirrer og stirrer, holder hænderne op foran sit ansigt. Volmar sover bare, sover, sover, sover. Hun banker ordenes rytme mod brystbenet med en knyttet hånd. Floden går over sine bredder, Volmar drukner i tankernes vilde sprøjt, hvis han er død, har hun talt med ham for sidste gang uden at fortælle ham det, hun holder hemmeligt for alle. Fantasien trækker al fornuft ud af hende, hun vil græde, men hendes øjne brænder, hun beder, men angsten er en strøm, der trækker hende væk fra Herren. Hvis Volmar er død, vil hun gå midt over, så vil den forfærdelige ensomhed, hun har følt ved at holde synet hemmeligt, kun være en mild forsmag på resten af livet. Hun presser fingrene mod øjnene, flammedans, springende stjerner. Hun kalder på Gud, så det gør ondt i brystet. Uploaded by | Rémai marianne |
Publisher | Gyldendal |
Source of the quotation | Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Hildegard II, Gyldendal, 2010 |
Bookpage (from–to) | 13-14 |
Publication date | 2010 |
|
HILDEGARD II. (részlet) (Hungarian)
I.
Német-római Császárság, Disibodenberg 1148–1150
1 Az éjszaka vakká tesz. A holdra és a csillagokra várunk, a vadállatoktól és az éles kövektől való félelem miatt moccanni sem merünk a sötétben. A fülek megnyúlnak, róka kiált, a fogolymadár rekedtes panasza, mint a kovács fújtatója szítja a félelem tüzét. Az éjszaka a démonoké meg a holt lelkeké, sivatag, amely a hallgatózás szédítő börtönébe száműzi a magányos virrasztót. Hildegard egy titkot őriz. Korábban aludt, most azonban ébren van. Volmar egykor a tanítója volt, most az írnoka, lejegyzi mindazt, amit lát. Egészen fiatalkorában egyszer azt mondta neki, hogy a lelkük összefonódik, mintha egy láthatatlan kötél fűzné őket egymáshoz. A reggeli dicséret és a príma közötti időszakban vagyunk, két nappal a Szent Mihály-napi mise után, hamarosan beköszönt az ősz, hidegen, váratlanul lecsap az árnyékos helyekre a langyos délutánokon. Felhős az éjszaka, az ember tapogatózva halad, az állatok azonban titokzatos szagnyomokat követnek. Hildegard Volmart keresi. Az ágyában fekszik, szemét lehunyja, mintha egy meredek lépcsőn mászna, lépdelne felfelé, az erőfeszítés egy pontban gyűlik össze a homloka mögött. A pont egy gyertya fénye, a kanóc körüli koszorú egymás után világítja meg a helyiségeket a férfiak részlegében, Hildegard látja az ebédlő és a káptalanterem holt csendjét, szürke és pelyhes, mint az égbolt a hóesésben. Gondolatban átvág a hálóteremben alvó testvérek között, olyanok, mint a sötéten vibráló vonalkák, széndarabok egy gyermekkézben. Nem tudja pontosan, hol áll Volmar ágya, de általában kéken fénylő pontként szokta látni, búzavirágként, égboltként, galambként. Az alvók között kutatja, de nem találja. A félelem kígyója bekúszik a testébe, a torkán át, így nem kap levegőt. Légszomjjal küzdve bolyong ide-oda az ágyak között, hol vagy, Volmar? Hol vagy már? A betegszoba csendje vörös, a betegeket vonalak és minták kötik össze, vér és szénpor. A másolóműhelyben sincs senki, fáj a feje az erőlködéstől, a gondolatok lázonganak a szigor ellen, és ide-oda kalandoznak a konyhaépület, a hálóterem, a fürdő, a káptalanterem, a kerengő, a fűszerkert és a temető között. Minden pánikszerű, szédítő táncba dermed, Hildegard hirtelen felül, és kezét az arca elé tartva maga elé mered. Volmar alszik, csak alszik, alszik, alszik. A szavak ritmusát ökölbe szorított kézzel dobolja mellkasán. A folyó kilép medréből, a szerzetes belefullad a vadul fröcskölő gondolatokba, ha meghalt, akkor utoljára beszélt vele, és nem mesélte el neki azt, amit mindenki elől titkolt. A képzelet teljesen megfosztja az észszerűségtől, sírni szeretne, de szeme ég, imádkozik, de a rettegés örvénye magával rántja az Úrtól. Ha Volmar meghalt, azt nem bírja ki, akkor a rettenetes magány, amelyet azért érzett, mert titokban tartotta a látomást, csak enyhe ízelítő az elkövetkező életből. Ujjait a szemére szorítja, tűztánc, ugráló csillagok. Istent hívja, hogy belesajdul a melle.
Uploaded by | Rémai marianne |
Publisher | Typotex |
Source of the quotation | Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Hildegard II, Typotex, 2017 |
Bookpage (from–to) | 7-9 |
Publication date | 2017 |
|