This website is using cookies

We use cookies to ensure that we give you the best experience on our website. If you continue without changing your settings, we'll assume that you are happy to receive all cookies on this website. 

Marstrand-Jørgensen, Anne Lise: HILDEGARD II. (részlet) (Hildegard II in Hungarian)

Portre of Marstrand-Jørgensen, Anne Lise

Hildegard II (Danish)

I


Disibodenberg, Tyskland
1148-1150

1
Natten gør mennesker blinde. De venter på månen og stjernerne, de tør ikke bevæge sig i mørket af frygt for vilde dyr
og skarpe sten. Ørerne vokser, ræveskrig og agerhønens
rustne klage er blæsebælge, der puster til angstens bål. Natten tilhører dæmoner og de dødes sjæle, natten er en ørken,
der forviser ensomme vågne til et svimmelt fængsel af lytten.
Hildegard vogter over en hemmelighed. Før sov hun, men
nu er hun vågen. Engang var Volmar hendes lærer, nu skriver han det, hun ser. Da hun var helt ung, sagde hun engang
til ham, at deres sjæle var forbundne, som om et usynligt reb
løb fra den ene til den anden. Det er mellem laudes og prim,
det er to dage efter Mikaelsmesse, efteråret er på vej, det slår
koldt og pludseligt ud i skyggen på de lune eftermiddage.
Det er en overskyet nat, mennesker må famle sig frem, mens
dyr følger hemmelige duftspor. Hildegard leder efter Volmar. Hun ligger i sin seng, hun har lukkede øjne, det er som
at gå op ad en stejl trappe, anstrengelsen samler sig i et
punkt bag panden. Punktet er et lys, kransen om vægen
oplyser rum for rum i mandeafdelingen, hun ser den døde
stilhed i refektorium og kapitelsal, grå og fnugget som himlen, når det sner. Bag panden fortsætter hun tværs over de
sovende brødre i dormitoriet, de er flimrende, mørke skraveringer, et stykke kul i en barnehånd. Hun ved ikke præcis,
hvor Volmars seng står, men hun plejer at kunne se ham som
et glitrende punkt af blåt, kornblomst, himmel, due. Hun
leder efter ham mellem de sovende, men hun finder ham
ikke. Angst er en slange, der kryber ind i kroppen, den kryber gennem hendes hals, så hun ikke kan få vejret. Åndeløs,
åndeløs frem og tilbage mellem sengene, hvor er du, Volmar? Hvor er du henne? Infirmeriet er rødt og stille, de syge
er forbundne af streger og mønstre, blod og kulstøv. I scrip-
13

toriet er der heller ikke nogen, det gør ondt i hovedet at
anstrenge sig sådan, tankerne gør oprør mod denne strenghed, de flakker i alle retninger: køkkenhus, dormitorium,
badstue, kapitelsal, rundgang, infirmeri, urtehave, kirkegård. Alt forstener i en panisk og rundtosset dans, Hildegard
sætter sig op med et ryk, stirrer og stirrer, holder hænderne
op foran sit ansigt.
Volmar sover bare, sover, sover, sover. Hun
banker ordenes rytme mod brystbenet med en knyttet hånd.
Floden går over sine bredder, Volmar drukner i tankernes
vilde sprøjt, hvis han er død, har hun talt med ham for sidste
gang uden at fortælle ham det, hun holder hemmeligt for
alle. Fantasien trækker al fornuft ud af hende, hun vil græde,
men hendes øjne brænder, hun beder, men angsten er en
strøm, der trækker hende væk fra Herren. Hvis Volmar er
død, vil hun gå midt over, så vil den forfærdelige ensomhed,
hun har følt ved at holde synet hemmeligt, kun være en mild
forsmag på resten af livet. Hun presser fingrene mod øjnene,
flammedans, springende stjerner. Hun kalder på Gud, så det
gør ondt i brystet.



Uploaded byRémai marianne
PublisherGyldendal
Source of the quotationAnne Lise Marstrand-Jørgensen, Hildegard II, Gyldendal, 2010
Bookpage (from–to)13-14
Publication date

HILDEGARD II. (részlet) (Hungarian)

I.


Német-római Császárság, Disibodenberg
1148–1150

1
Az éjszaka vakká tesz. A holdra és a csillagokra várunk, a vadállatoktól
és az éles kövektől való félelem miatt moccanni sem merünk a sötétben.
A fülek megnyúlnak, róka kiált, a fogolymadár rekedtes panasza, mint
a kovács fújtatója szítja a félelem tüzét. Az éjszaka a démonoké meg
a holt lelkeké, sivatag, amely a hallgatózás szédítő börtönébe száműzi
a magányos virrasztót. Hildegard egy titkot őriz. Korábban aludt, most
azonban ébren van. Volmar egykor a tanítója volt, most az írnoka, lejegyzi mindazt, amit lát. Egészen fiatalkorában egyszer azt mondta neki, hogy a lelkük összefonódik, mintha
egy láthatatlan kötél fűzné őket egymáshoz. A reggeli dicséret és
a príma közötti időszakban vagyunk, két nappal a Szent Mihály-napi
mise után, hamarosan beköszönt az ősz, hidegen, váratlanul lecsap
az árnyékos helyekre a langyos délutánokon. Felhős az éjszaka, az
ember tapogatózva halad, az állatok
azonban titokzatos szagnyomokat követnek. Hildegard Volmart
keresi. Az ágyában fekszik, szemét lehunyja, mintha egy meredek
lépcsőn mászna, lépdelne felfelé, az erőfeszítés egy pontban gyűlik
össze a homloka mögött. A pont egy gyertya fénye, a kanóc körüli
koszorú egymás után világítja meg a helyiségeket a férfiak részlegében, Hildegard látja az ebédlő és a káptalanterem holt csendjét,
szürke és pelyhes, mint az égbolt a hóesésben. Gondolatban átvág
a hálóteremben alvó testvérek között, olyanok, mint a sötéten vibráló
vonalkák, széndarabok egy gyermekkézben. Nem tudja pontosan,
hol áll Volmar ágya, de általában kéken fénylő pontként szokta látni,
búzavirágként, égboltként, galambként. Az alvók között kutatja, de
nem találja. A félelem kígyója bekúszik a testébe, a torkán át, így
nem kap levegőt. Légszomjjal küzdve bolyong ide-oda az ágyak között, hol vagy, Volmar? Hol vagy már? A betegszoba csendje vörös,
a betegeket vonalak és minták kötik össze, vér és szénpor. A másolóműhelyben sincs senki, fáj a feje az erőlködéstől, a gondolatok
lázonganak a szigor ellen, és ide-oda kalandoznak a konyhaépület,
a hálóterem, a fürdő, a káptalanterem, a kerengő, a fűszerkert és a temető között. Minden pánikszerű, szédítő táncba dermed, Hildegard
hirtelen felül, és kezét az arca elé tartva maga elé mered.
Volmar
alszik, csak alszik, alszik, alszik.
A szavak ritmusát ökölbe szorított
kézzel dobolja mellkasán. A folyó kilép medréből, a szerzetes belefullad a vadul fröcskölő gondolatokba, ha meghalt, akkor utoljára
beszélt vele, és nem mesélte el neki azt, amit mindenki elől titkolt.
A képzelet teljesen megfosztja az észszerűségtől, sírni szeretne, de
szeme ég, imádkozik, de a rettegés örvénye magával rántja az Úrtól.
Ha Volmar meghalt, azt nem bírja ki, akkor a rettenetes magány,
amelyet azért érzett, mert titokban tartotta a látomást, csak enyhe
ízelítő az elkövetkező életből. Ujjait a szemére szorítja, tűztánc, ugráló csillagok. Istent hívja, hogy belesajdul a melle.



Uploaded byRémai marianne
PublisherTypotex
Source of the quotationAnne Lise Marstrand-Jørgensen, Hildegard II, Typotex, 2017
Bookpage (from–to)7-9
Publication date

minimap