This website is using cookies

We use cookies to ensure that we give you the best experience on our website. If you continue without changing your settings, we'll assume that you are happy to receive all cookies on this website. 

Pontoppidan, Henrik: Szerencsés Péter (részlet) (Lykke-Per (detaljer) in Hungarian)

Portre of Pontoppidan, Henrik

Lykke-Per (detaljer) (Danish)

Første Kapitel

I en af de østjyske Smaakøbstæder, der ligger gemt mellem grønne Banker i Bunden af en tilgroet Fjord, levede der i Aarene før og efter vor sidste Krig en Præst ved Navn Johannes Sidenius. Det var en from og streng Mand. I sin ydre Fremtræden som ved sin hele Levevis skilte han sig skarpt ud fra Byens øvrige Beboere, af hvem han derfor i mange Aar betragtedes som en besværlig Fremmed, hvis Særegenheder man afvekslende trak paa Skuldren af og forargedes over. Naar han – høj og alvorlig – kom gaaende gennem Byens krogede Gader, klædt i sin langskødede, graa Vadmelsfrakke, med store, mørkeblaa Briller for Øjnene og med Haanden knyttet om Grebet paa en stor Bomuldsparaply, som han for hvert Skridt stødte med Kraft mod Stenbroen, vendte Folk sig uvilkaarlig om efter ham; og de, som sad inde bag Vinduerne og holdt Udkig i Gadespejlet, smilte ved Synet eller skar Ansigter. Byens Storhanser, de gamle Bondekøbmænd og Studeopdrættere, hilste ham aldrig, end ikke naar han var i Ornat. Skønt de selv viste sig paa Gaden i Træsko og smudsige Lærredsfrakker og pattende paa en Pibe, betragtede de det som en Skam og Skænsel for deres By, at den havde faaet en saadan Stodderpræst, der gik klædt som en Landsbydegn og vitterlig ogsaa havde Møje med at skaffe Føden til sig og sin Redefuld af Rollinger. Man havde været vant til en ganske anden Slags Gejstlighed her, – til Mænd i fine, sorte Klæder og hvide Kammerdugs Halsbind, Mænd, der ogsaa ved deres Navn havde kastet Glans over Byen og dens Kirke og senere var bleven Stiftsprovster og Bisper, men som alligevel ikke havde hovmodet sig af deres Fromhed, ikke havde følt sig for gode til at interessere sig for Byens verdslige Anliggender og tage Del i Borgernes selskabelige Forlystelser.
Dengang havde den store, røde Præstegaardsbygning været et Gæstfrihedens Hjem, hvor man, naar man havde afgjort sine Forretninger inde hos Præsten, blev buden ind i Dagligstuen til Fruen og de unge Frøkner for ved en Kop Kaffe eller (naar det var bedre Folk) et lille Glas Vin og en hjemmebagt Kage at slaa en Passiar af om Dagens og Byens Nyt. Nu betraadte Folk ikke Præstegaarden uden tvingende Grunde, og aldrig kom man længere end til Pastor Sidenius' gravkammeragtige Studereværelse, hvor Gardinerne gerne var rullet halvt ned, fordi Præstens Øjne ikke taalte Genskinnet fra Murene ovre paa den anden Side af den snevre Gade.
Her modtog han endda i Reglen Folk staaende, bød dem ikke at sidde ned, affærdigede dem i det hele kort, tilsyneladende udeltagende, og var netop allermindst indladende overfor dem, som mente sig berettiget til at vente særlig Hensyntagen. Selv Byens Embedsfamiljer havde ophørt at aflægge Visiter i Præstegaarden, efter at det var hændet dem, at Pastor Sidenius – i Stedet for at byde Forfriskninger – havde givet sig til at udspørge dem om deres Tro og i det hele tiltalt dem paa en Maade, som om de var Konfirmander, der stod paa Kirkegulvet.
En ganske særlig Forbitrelse vakte han ved de store Borger-Begravelser, til hvilke Befolkningen mødte i festligt Optog, med Hornmusik og floromvundne Lavsfaner, Embedsmændene i guldbaldyrede Uniformer og med Hanefjer i Hattene, – alle efter deres egen Mening særlig vel stemte til Andagt og Opbyggelse efter den lette Portvins-Frokost i Sørgehjemmet. I Stedet for en stor Tale med den sædvanemæssige Lovprisning af den Afdøde indskrænkede Pastor Sidenius sig ufravigelig til Fremsigelsen af en Bøn, saadan som det ellers kun brugtes overfor udøbte Børn og Fattiglig. Ikke et Ord om den Hensovedes hæderlige Karakter og stræbsomme Vandel, ikke en Hentydning til hans Fortjenester af Byens Opkomst, til hans opofrende Interesse for Brolægningsvæsenet eller det kommunale Vandværk. Det var næppe nok, at den Afdøde overhovedet blev nævnt ved Graven, og da altid kun med Tilføjelser som "denne usle Støvhob" eller "denne Føde for Ormene", – og jo større og mere anset den Forsamling var, hvortil han talte, jo flere Faner og Bannere der smeldede i Blæsten omkring Graven, des kortere blev Bønnen, des ynkværdigere de Levninger, hvorom man var samlet, saa at Følget skiltes under en Ophidselse, der mere end een Gang paa lydelig Maade havde givet sig Luft paa selve Kirkegaarden.
De eneste af Byens Folk, der havde deres Gang i Præstegaarden, var et Par smaa, forvoksede gamle Damer fra Byens Jomfrukloster samt en bleg, langskægget Kristusfigur af en Skrædersvend foruden endnu enkelte andre saakaldte "vakte" af de Ubemidledes Klasse, som i Pastor Sidenius' Hjem havde fundet en længe savnet Tilflugt i den verdslig sindede By. Om nogen egenlig Omgang var der dog alene af den Grund ikke Tale, at Fru Sidenius var meget svag og i de sidste Aar havde ligget tilsengs. Men forresten var Pastor Sidenius selv ganske uden Anlæg for det selskabelige, og hans Tilhængere søgte ham kun i Troesanliggender. Derimod mødte de regelmæssig hver eneste Søndag i Kirken, hvor de forsamlede sig paa en bestemt Plads umiddelbart under Prækestolen og vakte Forargelse blandt de øvrige Kirkegængere ved paa en tilskuestillende Maade at synge selv de allerlængste Salmer uden en eneste Gang at se i Salmebogen.
Pastor Sidenius tilhørte en ældgammel og vidt udbredt Præsteslægt, der kunde føre sine Ahner helt tilbage til Reformationen. I fulde tre Aarhundreder var Kaldet til gejstlig Virksomhed gaaet som en hellig Arv fra Fædre til Sønner – ja til Døtrene med, forsaavidt som disse i mangfoldige Tilfælde havde giftet sig med Fædrenes Kapellaner eller Brødrenes Studiekammerater. Herfra udsprang den bevidste Myndighed, for hvilken de Sidenius'ers Forkyndelse fra gammel Tid var bekendt. Der fandtes næppe ret mange Sogne Landet over, hvor ikke en af Slægten engang i Aarhundredernes Løb havde bøjet Sindene til Lydighed under Kirkens Lov.
Naturligvis – disse mange Kirkens Tjenere havde ikke alle været lige nidkære. Der havde endog været enkelte, temmelig verdslig sindede Herrer imellem dem, – Folk, hos hvem en kraftig, gennem Slægtled tilbagetrængt Levetrang havde givet sig ret ubeherskede Udslag. Saaledes levede der i forrige Aarhundrede en Vendsyssel-Præst, "gale Sidenius", der skulde have ført et omstrygende Jægerliv i de store Skove omkring den jyske Aas, hvor han ofte sad paa Kroerne og drak Brændevin med Bønderne, og som tilsidst en Paaskedag i Drukkenskab slog Degnen i Kirkegulvet, saa der sprøjtede Blod op paa Alterdugen.
Dog – langt den overvejende Del af Slægten havde været fromme Kirkens Stridsmænd, flere af dem tillige belæste, ja lærde Mænd, teologiske Granskere, der i deres landlige Afsondrethed, under Aarenes graa Ensformighed, havde søgt Erstatning for alle Afsavn i et stille, indadvendt Tankeliv, en inderlig Fordybelse i deres egen, indre Verden, i hvilken de saa tilsidst fandt Tilværelsens sande Værdier, dens rigeste Lykke, dens egenlige Maal.
Det var denne i Slægten nedarvede Ringeagt for alle timelige Tings Værd, der havde været ogsaa Johannes Sidenius' Værge i Livets Kamp og bevaret hans Ryg ubøjet og hans Sind rankt trods Armods Tryk og mangeartet Modgang. Men han havde i saa Henseende ogsaa haft en god Støtte i sin Hustru, med hvem han levede det inderligste og lykkeligste Samliv, skønt de egenlig slet ikke lignede hinanden. Ogsaa hun var et dybt religiøst Gemyt men – i Modsætning til sin Mand – en tungsindig, lidenskabelig Natur, hvem Livet indgød Uro og mørk Ængstelse. Oprindelig ubefæstet i Troen, som hun havde været det fra sit Hjem, var hun under Mandens Paavirkning bleven en Ivrer, hos hvem den daglige Kamp for Udkommet og de mange Barselsenge havde affødt sygeligt overdrevne Forestillinger om Jordelivets Trængsler og Kristenmenneskers Ansvar. Og hendes lange Sengeleje; de mange Aar, hun siden sin sidste Nedkomst havde ligget lammet i den mørke Sygestue; endelig den nylig overstaaede, ulykkelige Krig med dens fjendtlige Indkvarteringer, dens Brandskatning og blodige Ydmygelser – alt dette havde ikke bidraget til at gøre hendes Syn paa Livet frejdigere.
Skønt hendes Mand ofte alvorligt bebrejdede hende det, fandt hun aldrig rigtig Ro for bekymringsfulde Tanker. Endda hun ogsaa selv erkendte, at det var en syndig Mangel paa Tillid til Forsynets Naade, kunde hun ikke lade være med ved enhver Lejlighed at foreholde sine Børn den yderste Nøjsomhed i alt som en Pligt mod Gud og Mennesker. Hun kunde oprøres som over en Forbrydelse, naar hun hørte om Borgernes Levevis der i Byen, om deres Selskaber med mange Retter Mad og tre-fire Slags Vin, om Fruernes Silkekjoler og de unge Pigers Guldsmykker, – ja hun havde endogsaa ondt ved at tilgive sin egen Mand, naar det engang imellem hændte, at han kom hjem fra sin Spaseretur med en eller anden beskeden Gave, som han med et vist, tavst Galanteri henlagde foran hende paa Dynen, – et Par Roser i et Kræmmerhus, lidt fin Frugt eller en lille Krukke Ingefærsyltetøj for hendes Nattehoste. Vistnok blev hun baade glad og rørt over hans Opmærksomhed; men hun kunde dog aldrig lade være med at sige, mens hun ømt kyssede hans Hænder:
"Du skulde nu dog hellere have ladet være, du Gode."
I dette Hjem opvoksede et Kuld kønne, lidt kirtelblege Børn, elleve i Tal, fem lysøjede Drenge og seks lysøjede Piger, der alle var let kendelige mellem Byens øvrige Ungdom, blandt andet paa Grund af nogle usædvanlige Halskraver, der gav Drengene et lidt pigeagtigt og de halvvoksne Piger et lidt mandfolkeagtigt Udseende. Drengene bar desuden deres brune Haar langt og lokket, saa det naaede dem næsten til Skuldrene, medens Pigebørnenes laa fast nedglattet over Hovedbunden og kun ved hver Tinding havde en lille, haard Fletning, der var lagt i en Bue foran Ørene.
Forholdet mellem Forældre og Børn som overhovedet Tonen i Hjemmet var gennemført patriarkalsk. Under de tarvelige, ja fattige Maaltider, som regelmæssig indlededes med en Bøn, sad Faderen for Enden af det lange, smalle Bord med sine fem Sønner ordnede efter Alder langs den ene Side og de fem Døtre i tilsvarende Rækkefølge langs den anden, medens den ældste Datter, den huslige Signe, i Moderens Forfald indtog Pladsen for den anden Bordende. Aldrig faldt det noget af Børnene ind at tale uden at være adspurgt. Men Faderen talte ofte til dem, om deres Skoleundervisning, om deres Kammerater og deres Lektier og kom derved gerne ind paa selv at fortælle. Paa belærende Maade skildrede han Forhold og Begivenheder fra sin egen Ungdom, fortalte om Datidens Skolegang, om Livet i hans Faders og Farfaders lerklinede Præstegaarde o.s.v. Undertiden, naar han var særlig oplagt, kunde han endog fortælle spøgefulde Anekdoter fra sine Studenterdage i København, fra Regenslivet eller fra Studenternes kaade Løjer med Natvægtere og Politi. Men havde han paa denne Maade faaet Børnene til at le, forsømte han aldrig tilsidst at give sin Fortælling Advarslens Form og formanende at vende deres Sind og Tanker mod Livets Alvor og Pligtens Bud.
Denne store Børneflok og navnlig den Fremgang, den havde – først i Skolen, siden ude i Livet – var efterhaanden bleven Pastor Sidenius' Stolthed og samtidig et med ydmyg Taknemlighed modtaget Vidnesbyrd om, at Herrens Velsignelse hvilede over hans Hus. Det var nu ogsaa en opvakt, lærelysten, frem for alt strengt pligttro Ungdom, ægte Sidenius'er, der en efter en voksede op i Faderens Billede, ja slægtede ham paa ogsaa i alle ydre Smaatræk – lige til den selvbevidste Holdning og den taktfaste, soldatermæssige Gang. Der var kun eet af Børnene, af hvem Forældrene havde Sorg. Det var et af de mellemste, en Dreng, der hed Peter Andreas. Han var ikke alene uregerlig i Skolen, saa der stadig indløb Klager over ham; men allerede i en tidlig Alder sporedes der hos ham en overlagt Opsætsighed mod Hjemmets Skik og Orden. Han var ikke bleven ti Aar, før han nægtede sine Forældre Lydighed, og jo ældre Drengen blev, des tydeligere aabenbarede der sig hos ham en udæskende overmodig Trods, som hverken Tugt eller Tvang eller Herrens Formaning formaaede at kue.
Pastor Sidenius sad ofte raadløs ved sin Hustrus Seng og talte om denne Søn, der hos dem begge vakte en skræmmende Erindring om hin vanslægtede Vendsyssel-Præst, hvis Navn stod som prentet med Blod paa Slægtens Stamtavle. Og uvilkaarlig paavirkede af Forældrenes Holdning saae efterhaanden ogsaa hans Søskende paa ham med fremmede Øjne og undveg ham sky i deres Lege.
Nu var Drengen ogsaa kommen til Verden i en uheldig Time, nemlig paa det Tidspunkt, da Faderen fra et ensomt liggende og fattigt befolket Hedesogn forflyttedes herind til Købstaden og optoges af en omfattende Embedsvirksomhed. Peter Andreas var herved tilfældigvis bleven den første af alle Børnene, hvis tidligste Opdragelse han havde maattet overlade til Moderen; men denne havde i de Aar, da Peter Andreas var lille, altid haft mere end nok at gøre med at tage Vare paa de endnu mindre; og da hun tilsidst, lammet af sin Sygdom, søgte at samle alle de Smaa omkring sin Seng, var han allerede bleven for stor til, at hun herfra kunde holde Øje med ham og hans Færd.
Saaledes gik det til, at Peter Andreas saa at sige fra sin Fødsel blev en Fremmed i sit eget Hjem. I sine første Leveaar havde han sit Tilhold i Pigekammeret og ovre i Udhuset hos en gammel Brændehugger, hvis nøgterne Betragtninger over alle forefaldende Begivenheder tidligt paavirkede Drengens Virkelighedssans. Senere fandt han ligesom et andet Hjem i Nabolagets store Købmandsgaarde med tilhørende Tømmerpladser, mellem hvis Gaardskarle og Krambodsvende han ligeledes tilegnede sig et ganske verdsligt Syn paa Livet og dets Goder. Samtidig udviklede dette Friluftsliv hans Krop og lagde et kraftigt Teglstensrødt paa hans tykke Kinder. Blandt Gadens og Tømmergaardenes Ungdom blev han snart frygtet paa Grund af sine Kræfter, og han opkastede sig tilsidst til Fører for en lille Skare smaa Røvere, der huserede omkring i Byen. Uden at nogen i Hjemmet vidste det, voksede han op som en lille Vild. Det var først, da han blev ældre, og navnlig, da han i Niaars-Alderen var kommen ind i Byens Latinskole, at Drengens farlige Tilbøjeligheder blev rigtig aabenbare; og Forældre og Lærere fik nu travlt med at raade Bod paa, hvad der var forsømt.
Men da var det forsilde.



Uploaded byP. T.
Source of the quotationhttp://www.henrikpontoppidan.dk

Szerencsés Péter (részlet) (Hungarian)

Első fejezet

Zöld halmok közt, elbozótosodott fjord tövében rejtőzik egy kelet-jyllandi városka utolsó háborúnk előtt és után évekig élt itt egy Johannes Sidenius nevű pap. Jámbor és szigorú ember volt. Viselkedésében és életmódjában élesen elütött a város többi lakójától, ezért esztendőkig úgy néztek rá, mint egy kellemetlen idegenre: vagy vállrándítva, vagy bosszankodva nyilatkoztak különcségeiről. Amikor a város zegzugos utcáin - szálasan és komolyan - megjelent, hosszúszárú, szürke daróckabátja és nagy, sötétkék pápaszeme, valamint hatalmas, a kövezetnek lépésenkint keményen nekidöfött pamuternyője láttán mindenki akaratlanul megfordult; akik pedig ablakaik kémlőtükrei mögött leskelődtek, mosolyogtak vagy fintorogtak rajta. A város nagyfejűi, a törzsökös parasztszatócsok és ökrösgazdák sosem köszöntek neki, még akkor sem, amikor ornátusban volt. Bár maguk facipőben, mocskos bőrkabátban és pipaszortyogtatás közben is megmutatkoztak, városuk szégyenének és gyalázatának érezték ezt a kolduspapot, aki úgy öltözködött, mint egy falusi egyházfi, s rengeteg porontyával együtt közismerten szűkölködött. Valaha egészen másféle emberek lelkészkedtek itt feketeruhás és fehérnyakkendős urak, akik már nevükkel is fényt árasztottak a városra és egyházára, s később préposti és püspöki sorba jutottak, mégsem büszkélkedtek jámborságukkal, nem zárkóztak el a város világi dolgaitól, sőt a polgárok társadalmi szórakozásaiban  is részt vettek.
A nagy, vörös paplak akkoriban a vendégszeretet hajléka volt, s a dolgavégzett hivő a lakószobába, a tiszteletesnéhez és a fiatal: kisasszonyokhoz is bekerülhetett, s ott egy csésze kávé vagy (ha az illető előkelőbb ember volt) egy pohárka bor meg egy szelet házisütetű kalács mellett elcseveghetett a város legújabb eseményeiről. A látogatók most csak kényszerből nyitottak be a paplakba, s egyikük sem jutott túl Sidenius tiszteletes sírboltszerű dolgozószobáján, amelynek függönyei rendszerint mélyen lelógtak az ablakba, mert a pap szeme nem tűrte a szűk utca túlsó falairól visszaverődő napfényt.
A tiszteletes többnyire állva fogadta híveit. Nem ültette le őket; általában kurtán, látszólag közömbösen végzett velük, s éppen azokkal bánt legkimértebben, akik úgy vélték, hogy különös figyelemre jogosultak. Még a város hivatalnokcsaládjai is elmaradtak a paplakból, mivel Sidenius tiszteletes - frissítők kínálgatása helyett - hitük felől faggatózott, s jóformán úgy beszélt velük, mint a templomban fölsorakozott konfirmándusokkal.
Főképp a nagypolgárok temetésén viselkedett elkeserítően, amikor a lakosság ünnepélyesen kivonult, a trombita szólt, s a céhek gyászfátylas zászlai lobogtak; a tisztviselők pedig aranysujtásos egyenruhát és kakastollas kalapot öltöttek - az egyöntetű vélemények szerint mindez kitűnően illett a gyászházban elfogyasztott, könnyű portóival öblögetett torhoz, valamint a későbbi ájtatossághoz és áhítathoz. Sidenius tiszteletes nem magasztalta az elhunytat a szokásos nagy beszédben; makacsul csak egy ima elmondására szorítkozott, amint kereszteletlen kisdedek és földhözragadt szegények elföldelésekor szokás. Egyetlen szó sem esett ott az elhunyt tündöklő jelleméről és küzdelmes pályafutásáról, egyetlen utalás sem hangzott el a város fölvirágoztatásáért kifejtett szolgálatairól, a városi kövezés vagy a vízvezeték ügyében tanúsított áldozatos tevékenységéről. Még a halott megnevezésére is alig került sor, vagy mindig csak efféle toldásokkal „ez a marék por", vagy ,ez a féregtáplálék" - s minél nagyobb és tekintélyesebb gyülekezet verődött össze, minél több zászló csattogott a sír körül, annál rövidebb volt az ima, annál nyomorúságosabbnak hatott a körülállt „maradék", úgyhogy a kíséret izgatottan széledt el, sőt akárhányszor már a temetőben hangosan kifakadt.
Csak néhányan jártak a paplakba: a helybeli kolostorból két alacsony, öreg; púpos hölgy, meg egy sápadt, hosszú szakállú szabósegéd, afféle Krisztus-alak, valamint a vagyontalanok osztályának pár „fölébredt" tagja - ezek lelték meg Sidenius tiszteletesnél, a világias gondolkodású városban, a rég sóvárgott menedéket. De rendszeres érintkezésről már csak azért sem lehetett szó, mert Sidenius tiszteletesné állandóan gyengélkedett; s évek óta feküdt. Egyébként Sidenius tiszteletesnek sem kellett a társaság, s csupán egyházi ügyekben fogadta híveit. Ezek vasárnaponkint pontosan összegyűltek a templomban, mindig egyazon helyre, közvetlenül a szószék alá telepedtek, s ugyancsak megbosszantották a többi templomozót, amikor tüntetően betéve fújták a leghosszabb zsoltárokat is.
Sidenius tiszteletes nagyon régi és nagyon kiterjedt családból származott; a reformációig számon tarthatta őseit. Ebben a nemzetségben a lelkészkedés teljes háromszáz évig szent hivatásként szállt az apákról a fiúkra - sőt a lányokra is, mivel jó néhányuk az apa káplánjához, vagy a fivér diáktársához ment nőül. Innen eredt az a tudatos fölény is, amely a Sideniusok megnyilatkozásaiból régóta kiütközött. Országszerte alig akadt község, ahol a család valamelyik sarja az évszázadok folyamán nem törte be a lelkeket az egyház törvényeibe.
Természetesen ez a sok pap nem egyforma buzgósággal szolgált. Még meglehetősen világias hajlamú urak is voltak köztük - olyanok, akik nagyon zabolátlan formában tombolták ki tüzes, nemzedékeken át lefojtott életvágyukat. Például a „bolond Sidenius", egy vendsysseli pap a múlt században állítólag végigcserkészte a jüt dombok nagy erdőit; gyakran behúzódott a csárdákba, együtt pálinkázott a parasztokkal, s egyszer, egy húsvéti napon tökrészegen úgy csapta oda az egyházfit a templom padlójára, hogy még az oltár terítője is véres lett.
De a család legtöbb tagja az egyház jámbor harcosa volt, tanult, sőt művelt ember, a teológia tudósa, aki falusi elszigeteltsége mélyén, az évek szürke egyformaságába süllyedten, a csendes tűnődésben, a bensőséges gondolkodásban kereste összes nélkülözéseinek kárpótlását, s végül megtalálta benne a lét igaz értékeit, legdúsabb boldogságát legsajátabb célját.
Johannes Sidenius is lenézte a múló dolgokat; ezzel a családi örökséggel védekezett az élet harcaiban, hogy megőrizze gerince kéménységét és lelke egyenességét a nyomor súlya és a rá-rázúduló csapások terhe alatt. Feleségében is jó támaszra lelt; a leggyengédebben és a legboldogabban élt vele, bár voltaképp teljesen elütöttek egymástól. Az asszony is mélyen vallásos volt, de - a férfi ellentétéül - komor és szenvedélyes természet, akit az élet örökös  izgalmakkal és súlyos aggodalmakkal vert meg. Úgy került ide, hogy a hit dolgaiban eleinte ingadozott, majd a férfi hatására vakbuzgóvá vált; a megélhetés állandó harcai és a gyakori szülések miatt betegesen szertelenül látta a földi élet nyomorúságait és a keresztény ember kötelességeit. S hosszas betegsége; legutolsó vajúdásakor támadt bénasága és egy elsötétített szobában töltött sokéves rabsága; végül pedig a nemrég átvészelt, ellenséges megszállásokkal, gyújtogatásokkal és véres megalázásokkal ránk zúdult szerencsétlen háború - mindez alig hangolta derűsebbre szemléletét.
A férfi gyakori, súlyos korholása ellenére valójában sosem szabadult meg gyötrődéseitől. Noha elismerte, hogy bizalmatlanságával bűnösen vét az égi kegyelem ellen, akaratlanul is minduntalan a legteljesebb megelégedésre, mint Istennek és az embereknek tartozó kötelességre oktatta gyermekeit. Mindig eliszonyodott, valahányszor a városi polgárok életmódjáról, többfogásos, három-négyféle borral végigkoccintott lakomáiról, az asszonyok selyemruháiról és a fiatal lányok arányékszereiről hallott - sőt még férjének is nehezen bocsátott meg, amikor ez olykor, egy-egy sétájáról megjövet, afféle néma galantériával odatett a dunnára valami szerény ajándékot: néhány papírba csavart rózsaszálat, pár szem finom gyümölcsöt, vagy egy kis korsó köhögéscsillapító gyömbérbefőttet. Nyilván szívesen és meghatottan fogadta ezeket a figyelmességeket, de sosem állhatta meg, hogy amíg lágyan megcsókolta a férfi kezét, ne zsörtölődjék:
— Ez igazán fölösleges, drágám !
Ebben a házban egy sereg szép, sápadt gyermek növekedett, számszerint tizenegy; öt kékszemű fiú és hat kékszemű lány. Könnyen kitűntek a város többi fiatalja közt; például szokatlan gallérjuk miatt a fiúk egy kicsit lányosan, a serdülőben lévő lányok pedig egy kicsit fiúsan hatottak. Egyébként a fiúk barna és hullámos haja majdnem vállig ért, a lánykáké ellenben szorosan tarkóra simult, csak a halántékokból kerekedett ki egy-egy kis, kemény fonat a fülek elé.
A szülők és a gyermekek viszonya, mint általában az egész ház tónusa, teljesen patriarkális volt. Az apa az egyszerű, sőt szegényes, mindig imádsággal kezdődő étkezések idején, a hosszú, keskeny asztal végén ült, a kor szerint elhelyezkedett öt fiú élén, a másik oldalon pedig az öt lány megfelelő sorrendben következett; a házias Signe, a legidősebb lány, az anya betegsége óta az asztal túlsó végére került. A gyermekeknek soha eszükbe sem jutott, hogy kérdezetlenül beszéljenek. De az apa gyakran érdeklődött tanulmányi eredményeik, pajtásaik és leckéik iránt, s ilyenkor szívesen mesélgetett nekik. Tanulságosan emlegette ifjúkori dolgait, az akkori eseményeket és az akkori oktatási módokat, apja és nagyapja vályogfalú paplakait stb. Néha ritka jókedvében, még tréfálkozott is: mókás anekdotákban teregette ki koppenhágai diákoskodása élményeit, a Regens dolgait, vagy a diákoknak az éjjeli őrökkel és a rendőrökkel űzött pajkos csínyjeit. Ha aztán nevetésre fakasztotta a gyermekeket, sosem mulasztotta el, hogy ne hegyezze elbeszélését intéssé, s ne terelje a kicsik lelkét és gondolatait az élet komolysága és a kötélesség parancsa felé.
Ez a nagy gyermeksereg és főképp az általa kivívott sikerek sorozata - először az iskolában, majd kint az életben - lassankint Sidenius tiszteletes büszkeségévé vált; az apa alázatos hálával állapította meg, hogy házán az Úr kegyelme nyugszik. Ezek a fiatalok csakugyan élénkek, tanulékonyak és szigorúan kötelességtudók voltak, igazi Sideniusok, egytől egyig apjuk szakasztott másai tőle örökölték külső vonásait is - öntudatos tartását és kimért, katonás járását. Csupán egyetlen gyermek keserítette el a szülőket. A közbülsők egyike, egy fiú, Peter Andreas. Ez nemcsak az iskolában rakoncátlankodott, amiért állandó panaszok zúdultak rá; hanem már egész korán kiütközött belőle valami eltökélt dac az otthon rendje és szokásai ellen. Még tízéves sem volt, mikor megtagadta a gyermeki engedelmességet, s minél nagyobb lett, annál határozottabban megnyilatkozott kihívó és dölyfös dacossága, amelyet sem fenyítés, sem kényszer, sem az Úr igéje nem hűthetett le.
Sidenius tiszteletes az asszony ágya mellett sokszor csüggedten beszélt erről a fiúról. Peter Andreas mindkettejük dermesztő emlékébe idézte azt az elfajult vendsysseli papot, akinek neve szinte véresen piroslott a család nemzetségtábláján. S a szülők viselkedése nyomán lassankint a testvérek is elhidegültek tőle, s játék közben félénken kitértek előle.
A fiú különben rosszkor született, mégpedig akkor, amikor az apa egy elhagyatott és gyér lakosságú sjaellandi faluból ide került e mezővárosba, ahol sosem fogyott ki a hivatalos dolgokból. Ezért Peter Andreas legkorábbi nevelése, az összes gyermekeké közt elsőül, véletlenül az anyára szakadt; csakhogy ez Peter Andreas kiskorában folyton a még kisebbekkel vesződött; s amikor már bénultan, maga köré akarta gyűjteni az egész fészekalját, a fiú sokkal nagyobb volt, semhogy az ágyból ügyelhetett volna rá.
Így történt, hogy Peter Andreas szinte születésétől fogva idegenül élt otthonában. A cselédszobában töltötte első éveit, vagy pedig egy majorbeli öreg favágónál, akinek józan, minden eseményre kiterjedő ítéletei korán hatottak a gyermek reális értelmére. Később valósággal odaszokott a környék nagy kereskedőházaiba és fatelepeire; s a háziszolgák és a boltossegédek társaságában megszokta, hogy a lehető legvilágiasabban nézze az élet. dolgait. E csatangolások során testileg is kifejlődött, s vaskos képe szép téglavörössé vált. Az utcai és a fatelepi fiúk közt csakhamar félelmetes híre kelt, s végül egy szanaszét kódorgó betyárcsapat vezérévé vergődött. Úgy nőtt fől, mint egy kis vad - az otthoniak látóhatárán kívül. Voltaképp csak kilencéves korában, a városi gimnáziumba jártakor tűntek ki rossz hajlamai; s szülei és tanárai vállvetve igyekeztek, hogy pótolják a mulasztottakat.
De akkor már igyekezhettek.



Uploaded byP. T.
Source of the quotationEurópa Könyvkiadó
Publication date

minimap