Bjørnson, Bjørnstjerne: Sønner av Norge*

Ja, vi elsker dette landet,

som det stiger frem

furet, vejrbidt over vandet,

med de tusen hjem.

Elsker, elsker det og tænker

på vor far og mor

og den saganat, som sænker

drømme på vår jord.

Dette landet Harald bjærged

med sin kæmperad,

dette landet Håkon værged,

medens Øjvind kvad;

Olav på det land har malet

korset med sitt blod,

fra dets høye Sverre talet

Roma midt imod.

Bønder sine økser brynte,

hvor en hær drog frem;

Tordenskjold langs kysten lynte,

så den lystes hjem.

Kvinner selv stod op og strede

som de vare mænd;

andre kunde bare græde;

men det kom igen!

Vistnok var vi ikke mange;

men vi strak dog til,

da vi prøvdes nogle gange,

og det stod på spil;

ti vi heller landet brænte,

end det kom til fald;

husker bare, hvad som hændte

ned på Fredrikshald!

Hårde tider har vi døjet,

blev tilsidst forstødt;

men i værste nød blåøjet

frihed ble oss født.

Det gav faderkraft at bære

hungersnød og krig,

det gav døden selv sin ære -

og det gav forlig.

Fienden sit våben kasted,

op visiret fór,

vi med undren mod ham hasted;

ti han var vår bror.

Drevne frem påstand av skammen

gik vi søderpå;

nu vi står tre brødre sammen,

og skal sådan stå!

Norske mand i hus og hytte,

tak din store Gud!

landet vilde han beskytte,

skønt det mørkt så ud.

Alt, hvad fædrene har kæmpet,

mødrene har grædt,

har den Herre stille læmpet,

så vi vant vår ret.

Ja, vi elsker dette landet,

som det stiger frem

furet, vejrbitt over vandet,

med de tusen hjem.

Og som fædres kamp har hævet

det af nød til sejr,

også vi, når det blir krævet,

for dets fred slår lejr.

*er nasjonalsongen til Noreg. Han vart dikta av Bjørnstjerne Bjørnson i 1859 og tonesett av fetteren hans, Rikard Nordraak.