Ibsen, Henrik: Bergmanden

Bergvæg, brist med drøn og brag
for mit tunge hammerslag!
Nedad må jeg vejen bryde,
til jeg hører malmen lyde.

Dybt i fjeldets øde nat
vinker mig den rige skat, –
diamant og ædelstene
mellem guldets røde grene.

Og i dybet er der fred, –
fred og ørk fra evighed; –
bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer!

Engang sad som gut jeg glad
under himlens stjernerad,
trådte vårens blomsterveje,
havde barnefred i eje.

Men jeg glemte dagens pragt
i den midnatsmørke schakt,
glemte liens sus og sange
i min grubes tempelgange.

Dengang først jeg steg herind,
tænkte jeg med skyldfrit sind:
dybets ånder skal mig råde
livets endeløse gåde. –

End har ingen ånd mig lært,
hvad mig tykkedes så sært;
end er ingen stråle runden,
som kan lyse op fra grunden.

Har jeg fejlet? Fører ej
frem til klarhed denne vej?
Lyset blinder jo mit øje,
hvis jeg søger i det høje.

Nej, i dybet må jeg ned;
der er fred fra evighed.
Bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer! –

Hammerslag på hammerslag
indtil livets sidste dag.
Ingen morgenstråle skinner;
ingen håbets sol oprinder.

1863

Bércfal, zúgják réseid
pörölyöm ütéseit!
Lefelé húz minden inger,
lent az érc szava csilingel.

Sírsötét aknák mögött
dúskálkodnak a rögök -
gyémántokkal tűzdelt vénák
kúsznak az arany erén át.

És valami tiszta csend
üdve lebeg odalent.
Nyiss utat e szűk csapáson,
nyiss a szívig, kalapácsom!

Kiskoromban még furán
csüggtem a csillagburán;
tavaszi mesékkel telten
ujjongott gyermeki lelkem.

De az éjjeli ködök
nyirkos leple befödött,
mintha csak jöttömre várna
a hatalmas templomtárna.

Úgy perdültem be oda,
hogy beszéljen a csoda:
hadd tudjam meg, hol e furcsa
élet ezerágu kulcsa.

Csakhogy bent semmi titok
závárjába nem nyitok;
a legégőbb fény is törten
pislog abban a gödörben.

Merre bolygok? Hova fútt
ez a szakadékos út?
A rideg mennyről egy csempe
tűzgömb sistereg szemembe.

Nem, a mély felé török;
odalent a csend örök.
Nyiss utat e szűk csapáson,
nyiss a szívig, kalapácsom!

Zengj, mig egy gonosz vihar
markomból ki nem csikar.
Gyilkos gyász veri e vermet;
a reménység napja dermedt.