This website is using cookies

We use cookies to ensure that we give you the best experience on our website. If you continue without changing your settings, we'll assume that you are happy to receive all cookies on this website. 

Krag, Vilhelm: Kain

Portre of Krag, Vilhelm

Kain (Norwegian)

I vinterkvæders sygelige skumring,
i midtnatstimers maanegule mørke han vandrer
Hæst som et saaret dyr han fremad stønner;
de store, tunge fødder sløvt han slæber,
og smertekrummet nakken dødstræt luder,
og blodskum pibler om de smalle læber.

Omkring de kummerlige, mave knokler
de sorte lasers rester endnu slænger.
De brede hænders lange, sultne fingre
som rovdyrs hvasse klør i kjødet flænger.

Men gjennem kjæmpestammers visne grene
der strømmer lyd fra vester og fra øster.
Der hvisler og der hvisker gjennem natten
en hær af tusen aandeløse røster.

Og høit paa himlens rædselssorte bue
der tegnes runer af en blodig finger
Paa flugt da suser mørkets rappe vinger,
en stemme skrigende og skarp og skinger
vildt som en slange gjennem natten springer
      Kain! Kain!

Men himmeldybet stirrer vildt deroppe
-- en altingskuende Jehovah-øie
Og blytungt roligt blunder havet. Ynkløst
som en forbandelse, ei bøn kan bøie.

Igjennem midtnatstimers gule mørke,
med maagehvin igjennem taagetomhed
bestandig videre -- afsted, afsted!
      Kain! Kain!



Uploaded byP. T.
Source of the quotationhttp://dikt.org/6._Kain

Káin (Hungarian)

A téli éjszakák dermedt ködében,
az éjfelek holdas, sárgás homályán
sebesült állatiként zihál előre;
hatalmas lábai lomhán vetődnek,
petyhüdt nyaka kötél-ereken lóg le,
keskeny szájából vérfonal szivárog.

Sovány csípőjéről afféle döglött
farkul fityeg valami vásott condra;
rút dúvad-karmai keményen vájják
az aszott, széles, görcsbe rándult öklöt.

De a halálra borzadt erdő fái
közt rémült hangok sírnak és ugatnak –
fölzaklatják az éjt és széthörögnek
keletnek és nyugatnak.

A gyászba burkolózott menny ívéről
a legerősebb csillag is letűnik.
Egy véres kéz veti rá lángbetűit,
mig a földúlt természet minden földi
lármán keresztül ökrendőn üvölti:
     Káin! Káin!

Az ég ormáról bősz Jehova-szem süt:
Hiába futsz, én csúf szivedbe látok! –
A tenger ólmosan feszül. Kegyetlen,
könnyetlen síkján végigbőg az átok.

S az éjfelek hideg, bomlott homályán
sirályok vágnak a sűrű ködökbe,
s mind távolabb kísérnek egy vak árnyat:
     Káin! Káin!



Uploaded byP. T.
Source of the quotationH. H.

minimap