This website is using cookies

We use cookies to ensure that we give you the best experience on our website. If you continue without changing your settings, we'll assume that you are happy to receive all cookies on this website. 

Jensen, Johannes Vilhelm: Rezgések összjátéka (Interferens in Hungarian)

Portre of Jensen, Johannes Vilhelm

Back to the translator

Interferens (Danish)

Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger.
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed.
Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med Tidens tonløse Cirkler.

Min Puls, mit Hjærtes hede Spænding holder mig
vaagen, men jeg overvejer med kølig Hu.
En Kraft passerer mine Nerver,
og jeg ligger som livløs.

Længe tænker jeg med iskold Ro
paa den flammende Utaalmodighed, der er min
Skæbne. Pludselig føler jeg ganske fattet og uden
at røre mig en ulidelig Smærte slaa ud i min Bevidsthed og svinde igen.

I Morgen skal jeg staa op
ladet med Eder og Livslyst
som alle Morgener før.
I Morgen skal jeg konfronteres med Vaskefad, Skohorn,
Tandbørste og hele Historien, Tobak og Solskin og Tuborg fra Fad.

Og jeg tilstaar:
Enten er dette Topnoteringen af menneskelig Lykke,
ægte efterlignet,
eller det er en dum og sørgelig Fiktion.

Det nytter jo ikke at nægte det,
jeg nærer en sønderdelende Proces i mit Hoved, saa
saare jeg tænker.
Min Bevidsthed arbejder skærende.
Jeg ødelæger af Drift, til Trods for mig selv.
Intet er sandt. Intet er Umagen værd.

Aldrig har der været følt smærteligere Hovmod,
end det jeg alene føler ved Besiddelsen af mit Sinds Knivsystemer.
Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under mødes
med Overbevisningen om alle Tings Endelighed,
da lever jeg.
Denne Knagen af Akslerne, dette djævelske Sammenstød af psykisk Lyd
frigør de transcendentale Smærtevibrationer,
der er Formen for mit inderste Jeg.

Min Bevidsthed ytrer sig som sjælelig Interferens.
Selve det skrigende Forhold mellem alle iøvrigt harmoniske Virkeligheder
er mit Indres gennemtrængende Tonart.

To diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes og skærpes i mit Hjærte.

Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger, hviner, skingrer!
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed
imellem de kværnende Stenkloder.

Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med Tidens tonløse Cirkler.

 
Digte, 1906



Uploaded byP. T.
Source of the quotationhttp://bh-o.dk/Dansk

Rezgések összjátéka (Hungarian)

Oly csöndes kék éjszaka. Fekszem álmatlanul.
Kitágul a csend, és fölcseng.
Ezermérföldnyi űrnek hangja.
A Tér ezer monológja, mikor abroncsaival az Idő hangtalan köreihez ér.

Szívem forró, feszes lüktetése nem hagy aludnom,
de virrasztok hűvös aggyal fölötte.
Idegeimből elszáll az erő,
és fekszem, élettelen.

Jeges nyugalommal gondolok éppen
sorsomra, a lángoló türelmetlenségre,
és fekszem békésen, mozdulatlanul,
mikor most a fájdalom belehasít tudatomba, de nyomban ki is áll.

Holnap kelek föl ismét,
fogadkozás és öröm közepett,
mint minden más reggel is.
Holnap ismét találkozom a fürdőkáddal, cípőhúzóval, fogkefével,
történelemmel, dohánnyal, napfénnyel, kis hordó Tuborg sörrel.

És megvallom:
vagy ezek a dolgok minden boldogság teteje,
esetleg annak utánzata,
vagy ez a boldogság nem egyéb ostobaságnál.

Miért is tagadnám:
az érzékeny gondolkodástól
bomlasztó folyamatok támadnak fejemben.
Tudatom metszően munkálkodik.
Irtom ösztöneimet, szándéktalanul.
Semmi sem úgy igaz. És nem éri meg a fáradságot.

Soha ennél fájdalmasabb fölényt,
mint amit magam érzek érzékeim kés-rendszerének működésekor.
Mert ahol a világ legcsodább csodái eggyé válnak tudatomban
minden dolgok múlandóságával,
ott élek igazából.
Mikor a vállcsontok ropogása ördögi módon egybehangzik a lélek zörejével,
és felszakad a  fájdalom túlvilági remegése,
akkor élek legigazibb magamban.

A tudatom: lelkem rezgéseinek összjátéka.
Az egyébként harmonikus valóságok kiáltó összefüggései
bensőmet átható hangnemek.

Két átlósan metsződő tudatvilág csiszolódik össze szívemben.

Oly csöndes a kék éjszaka. Fekszem álmatlanul.
Kitágul a csönd, és fölcseng, csikordul, csapdos!
Ezermérföldnyi űrnek hangja
őrlődő bolygók köve közt.

A Tér millió monológja, mikor abroncsaival az Idő hangtalan köreihez ér.



Uploaded byP. T.
Source of the quotationhttp://lelkigyakorlatok.tumblr.com

minimap