This website is using cookies

We use cookies to ensure that we give you the best experience on our website. If you continue without changing your settings, we'll assume that you are happy to receive all cookies on this website. 

Skjoldborg, Johan: A nő (Kvinden in Hungarian)

Portre of Skjoldborg, Johan

Kvinden (Danish)

Jeg husker end, skønt det er længe siden,

en Mørkningsstund, jeg sad paa Moders Knæ;

vor Hytte gav sig under Suk og Vriden;

det rusked i det gamle Piletræ;

saa vildt og farligt Fjordens Brænding brølte,

for Døren skreg uhyggeligt en Ravn;

men Verden kunde briste, thi jeg følte

mig tryg og rolig i min Moders Favn.

 

Og grant jeg mindes Ellen, Engens Datter,

til hvem jeg plukked gule Blomster smaa,

og hendes lyse, klingre Barnelatter,

som jeg endnu saa ofte tænker paa;

af grønne Siv hun fletted mig en Krone

og om min Tinding svalt den glide lod;

jeg syntes stolt, det var en Kongekrone,

og at min Dronning ved min Side stod.

 

Jeg mindes ogsaa sødt en herlig Sommer,

der drog med lyse Nætter over Strand;

saa ung og dejlig duftende der kommer

vel aldrig mer en Sommer til vort Land;

da gik der to langs Strandens vaade Stene,

mens Bølgen lulled sig saa blidt i Blund;

ak, intet er som dette ungdomsrene,

det allerførste Kys af Pigemund.

 

Jeg fandt en Ven, ja Livet til mig smiler,

en Ven, der trofast ved min Side staar;

i hendes Haand min Haand saa roligt hviler,

og hendes Tale til mit Hjerte naar;

gi’r Tiden Rynker, Striden nok saa drøje

og dybe Hug, og Rifter Rævens Klør,

jeg ser i hendes store, klare Øje

og bliver ung og rank igen som før.

 

Se derfor synger jeg til Kvindens Ære,

ja, hende vil jeg elske til min Død.

Vor bedste Kammerat, det skal hun være;

hun nænsomt hele skal, hvad vi forbrød.

Derfor en Gang, naar hun er fri, jeg tænker,

med mange Ting det bliver bedre fat;

den Dag, da løst er alle hendes Lænker,

jeg svinger glad og højt min Kunstnerhat.



Uploaded byP. T.
Source of the quotationhttp://www.weirdspace.info

A nő (Hungarian)

Emlékszem még, bár régen történt, régen:

egy este ott ülök anyám ölén;

kunyhónk recseg a csúf orkánzenéken;

a vén gerenda majd ledől fölém;

vad üvöltések bőgnek át a fjordon;

tanyánkon egy holló suhan le-föl;

de a világ nekem se bús, se zordon -

engem megvéd a lágy anyai öl.

 

S még látom Ellent is, a szomszéd lányát,

kinek virágot szedtem, kisgyerek;

szemei csillagok szikráit hányják,

hangjában álmok láza sistereg;

sásból fon hűvös homlokomra pántot,

hogy hordjam büszke korona helyett;

reménye engem is magával rántott,

amíg földíszítette e fejet.

 

S most visszarévedek egy tiszta nyárra.

Ó, drágaságos, fényes éjü part!

Üdén remeg ott ezer ízes pára -

szűz bódulata mindörökre tart.

Két árny himbálja be a parti mezsgyét -

a vizeken a csend zenéje fáj!

Még búgnak a szavak, hogy üdvöm esdjék,

és már az első csóktól ég e száj.

 

Barátra leltem akkor, hű barátra,

ki nem borzong a gond hideg szelén;

nyílt út vár rám, vagy mélység rút garádja,

szava egyforma-frissen cseng felém;

s ha az idő bebarázdálja arcom,

szemem szeme tavaiba tekint,

s túllendülök a sok gonosz kudarcon,

s fiatalon megyek tovább megint.

 

Ezért zengem tisztességét a nőnek,

s szeretem őt, amíg meg nem halok.

Legméltóbb társ, kiben új kedvek főnek,

kiben termővé érnek a dalok.

Ezért lesz szebb a föld, ha lehánt végre

minden súlyt, mely szívet-lelket-nyomat;

aznap, mikor lehull legvégső fékje,

meglengetem művészkalapomat.



Uploaded byP. T.
Source of the quotationH. H.

minimap