Hun Venevil hopped' på letten fod
sin kjærest' imod.
Han sang, så det hørtes over kirketag:
"God dag! god dag!"
Og alle de småfugle sang lystig med i lag:
"Til sanktehans
er der latter og dans;
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!"
Hun fletted' ham en af de blomster blå:
-- "Mine øjne små!"
Han tog den, han kasted' og tog den igjen:
"Farvel, min ven!"
og jubled', mens han sprængte over agerrenen hen:
"Til sanktehans
er der latter og dans;
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!"
Hun fletted' ham en: "Hvis du ej forsmår,
af mit gule hår?"
Hun fletted' hun bød ham i ypperlig stund
sin røde mund.
Han tog den, og han fik den, og han rødmede som hun.
Hun fletted' en hvid i et liljebånd:
"Min højre hånd."
Hun fletted' en blodrød i kjærlighed:
"Min venstre med."
Han tog imod dem begge to, men vendte sig derved.
Hun fletted' af blomster fra hver en kant:
"Alle dem, jeg fandt!"
Hun sanked', hun fletted' og gråt dertil:
"Tag dem, du vil!"
Han tiede og tog dem blot, men flygtede så vild.
Hun fletted' en stor uden farvesans:
"Min brudekrans!"
Hun fletted', så fingrene bleve blå:
"Sæt du den på!"
Men da hun skulde vende sig, hun ingensteds ham så.
Hun fletted' modig foruden stans
på sin brudekrans.
Men nu var det langt over sanktehans,
ingen blomster fandt's.
Hun fletted' af de blomster, som slet ikke fandt's!
"Til sanktehans
er der latter og dans;
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans."
