This website is using cookies

We use cookies to ensure that we give you the best experience on our website. If you continue without changing your settings, we'll assume that you are happy to receive all cookies on this website. 

Brahe, Tycho: Elégia Dániához (részlet) (Elegi til Danmark in Hungarian)

Portre of Brahe, Tycho

Elegi til Danmark (Danish)

Danmark, hvad har jeg forbrudt? Hvormed har jeg krænket Dig Hjemstavn,
Siden Du er mig saa haard, streng imod mig og min Færd?
Sagtens mener Du vel, at jeg har forset mig imod Dig,
Da det er mig, der har gjort, nu Du i Verden er kendt.
Sig mig, hvem der før mig har udført saa store Bedrifter,
At han har hævet Dit Ry op til Stjernernes Kreds?
Hvem kan vel gøre mere end jeg? Ja hvem kan benytte
Hele den kostbare Skat, som jeg har skænket mit Land?
Ham de sender selvanden[1] til Hven, som de allerede
Tror, Urania, er trængt dybt i Din Helligdom ind.
Ankommen, si’er de, han studsede, da han betragted
Instrumenternes Pragt, - skønt jeg kun efterlod faa.
Hvad formaar vel en slig Ignorant, som røber han aldrig
Saadanne Ting har set, ikke engang derom hørt?
Raadvild staar han og ser og spørger, hvor de var udført,
Spørger om deres Brug; - selv han gør sig til Spot.
Dog, for han ikke skal synes forgæves at gøre sin Rejse,
Dadler han opfyldt af Had alt, hvad han ikke forstaar.
Helt naturligt det er, da han var sendt af min Fjende;
Længe han tænkte paa ondt, lumsk var altid hans Færd.
Har jeg fortjent af Dig, mit Fædreland, saadan at smædes?
Er det Din eneste Tak, for hvad jeg virked for Dig.
At hvad Du ikke forstaar, Du dadler og møder med Haansord,
Stræber af al Din Magt for at formindske min Ros?
Dig har jeg søgt at gøre berømt i den vidtstrakte Verden;
Hvorfor viser Du da Smaalighed overfor mig?
Dog Ignorantens Kritik, jeg agter kun lidet. Men mere
Smerted det mig, at mit Folk næppe bar Agt for mit Navn.
Ukendt i Danmark jeg var, men kendt i den vidtstrakte Verden;
Saaledes søger de tit Landsmænd at tie ihjel.
Andre har Titler, har Gods, har store betroede Poster,
Skønt de staar under mig baade i Slægt og i Aar.
Ære fik mine Brødre, men mig, som dog er den ældste
Ætling af Brahernes [2] Slægt, viser man Haan og Foragt.
Nid har jeg aldrig følt, langt snarere ynkes jeg dem, som
Glædes ved Døgnets Pjank, døv for det eviges Røst.
Næppe har nogen haft Sans for mit Arbejd hjemme i Danmark,
Skønt det kan lignes med det, Herkules øved tilforn.
Herkules si'er man har hjulpet den segnefærdige Atlas,
Hindred, at Himmelen faldt, udspændt fra Pol og til Pol.
Dig Ptolemæus, Alphons[3] og Dig Kopernikus, har jeg
Rakt en Haand, naar I gled; selv stod jeg fast paa min Fod.
Himmelklodernes Gang I mægted ikke at forske,
Jeg har det gjort, og mit Værk tror jeg i Sandhed er stort.
Nye Støtter jeg rejste for Himlens straalende Hvælving,
Aldrig revner den mer, hindret har jeg dens Fald.
Eftertiden tror jeg vil yde mig Tak for min Gerning,
Lad saa min Samtid blot vise sig karrig og kold.
Ogsaa Machaons Kunst og Viisdom jeg søgte at grandske,
Han, som hjælper hver syg, gengi'er den svage hans Kraft.
Danmark, hvis Du fortier det, vil Nordmænd og Svenskere tale,
Der hvor mangen en syg høstede Gavn af min Hjælp.
Aldrig søgte jeg dog - hvad ellers man plejer - en Fordel;
Vel var min Læretid tung, gratis dog altid min Hjælp.
Sagtens var det vel det, der gjorde mig misundt og hadet,
Her blev Spiren lagt til min Landflygtigheds Straf.
Hadet voksede skjult, og aldrig jeg ænsed det, førend
Han traadte frem, der var stærk nok til at gøre det fast.
Lumskhed besejrede Kraften. Tro aldrig, at Brøde har tvunget
Mig til at gribe til Flugt, dengang jeg skiltes fra Hven.
Hvor har jeg gransket ved Dag og ved Nat, hvad ofred jeg ikke
For at naa til det Maal, som mig for Tankerne stod?
Mangen af mig er ført ind i Livets dybeste Gaader,
Lang Tid skænked jeg dem Gods og Kost i mit Hjem.
Mere endnu har jeg gjort, som dog jeg undgaar at nævne,
For at man ikke skal tro, jeg kun tænker paa Pral.
Himmelske Guder! For sligt Landflygtighed bliver min Gengæld,
Seks Børn deler min Lod, med mig gaar deres Mor.
- Dog ret tænkt; jeg jages ej bort, jeg vinder min Frihed;
Snarere synes det mig, hjemløs i Danmark jeg var.
Medbør fylder mit Sejl, nu raader jeg selv for min Vilje,
Nu jeg i Hjemmets Sted vinder den vidtstrakte Jord.
Fremmede Folk skal gøre mig godt, - det er saa Guds Vilje;
Hvor jeg end kommer hen, paaskønnet bliver min Flid.
Vis mig kun Haan og Foragt og plag mig blot med Chikaner,
Hjemstavn! Aldrig Du ser, hvad der er bedst for din Ros.
Dig jeg byder Farvel. Mit Fædreland vælger jeg nu der,
Hvor man bøjer sig selv ydmyg for Stjernernes Pragt,
Hvor man ogsaa med Tak ta' er imod min Manddoms Bedrifter,
Hvor der ikke som her Utak kun gives til Løn.
- Danmark i og for sig jeg indrømmer dog er uskyldig;
Selv det det lider med mig, føler den bitreste Sorg.
Ejheller Dig, Du heroiske Søn af Frederik den Ædle,
Dadler jeg, store Monark, for hvad i Danmark jeg led.
Alle, der tænker som fribaarne Mænd, har set det med Harme;
Guderne give dog blot, aldrig der værre skal ske.
Kun nogle faa der var, der kæmped med Svig og med Lumskhed;
Dog tør jeg vidne for sandt, aldrig jeg gjorde dem ondt.
Glad ta'er jeg Afsked med dem. Lad dem faa den Løn, de fortjener,
Som Gud finder det ret, han som raader for Hævn.
Hil Dig Henrik, Du værdige Skud af Rantzauers Stamme,
Tilflugt Urania fandt først i dit gæstfrie Hjem,
Her, hvor i Wandsbeck uden for Hamborgs vældige Mure
Højt sig taarner Din Borg; faa Aar gammel den er,
Bygt af den herlige Helt, hvem alle Tider vil mindes,
Dengang han havde naa't to Snese Aar af sit Liv.
Give nu Gud, der styrer den stjernebesaaede Himmel,
At det maa blive til Gavn, Fristed jeg fandt i Dit Hjem,
Saa at Alverden maa se de Vidundre, Himlen os viser,
De som længe var skjult, fjernt i Æterens Nat.
Rantzau! Tro mig, dit Ry skal bæres af Himmelens Stjerner;
Ta'er Dig Døden i Favn, evig dog lyser Dit Navn.
 
1597
 
[1] Selvanden: i følgeskab med en anden
[2] Brahe: dansk og svensk adelsslægt.
[3] Alphons: den spanske kong Alfonso X (1221-1280), der lagde navn til de alfonsinske tabeller udarbejdet på grundlag af  Ptolemæus’ teori.



Uploaded byP. T.
Source of the quotationhttp://danmarkshistorien.dk

Elégia Dániához (részlet) (Hungarian)

Megsértettelek-é, mi a vétkem, Dánia? Mért vagy
pályámmal s velem oly mostoha, oly szigorú?
S én bántottalak, én téged, zsörtölsz bizonyára,
bárha a műveimért ismeri híred a Föld.
Volt-e fiad, ki ilyen tettet vitt végbe, előttem,
és fölemelte neved csillagos égkörökig?
Érted többet, mondd, ki tehet? S a javadra ki váltja,
Dánia, mind e csodás kincsem ajándokait?
Csak nevetek fafejűk kritikáin, azonban igen fáj,
hogy nevemet népem nem veszi semmibe se.
Ismer a messzi világ, de nem ismer Dánia engem:
én vagyok az, kit csak honfia hallgat agyon.
Másoknak címük, vagyonuk, bizodalmi helyük van,
nem korosabbak bár, s származatuk se különb.
Lám, az öcsém becsülik, s Brahe-nemzetség legidősebb
sarját, engem a gúny illet, a gyűlölet űz.
Én sose voltam irigy, s alig is szántam, ha ki napját
csak múlatta, örök hangra süket-fecsegőn.
Munkám értelmét alig értik Dánia földjén,
bár olyan az, mint volt Herkulesé valaha.
Herkules, úgy mondják, a bukó Atlaszt segitette,
hogy két pólusa közt ránk ne szakadjon az ég.
Így Ptolemeusz, Alfonz s te Kopernikusz, én, a
szilárdan álló, gyámolitom ingadozó karotok.
Csillagok útjait így nem tudtátok kikutatni,
mint én, s roppant nagy, úgy hiszem én, ez a mű.
Újdonat oszlopokat sugaras mennyboltig emeltem,
hogy sose dőljenek el, szét sose málljanak ők.
Munkámért tudom én, hálás lesz majd az utókor:
hadd legyen énvelem e kor rideg is, fukar is.
Égilakók! Sorsom - köszönetképp! - számüzetés lett,
s hat gyerek osztja velem, s anyjuk is oldalamon.
Számkivetett volnék, de szabad vagyok én igazából:
földjeiden voltam, Dánia, hontalan én.
Vásznaimat jó szél duzzasztja, magunk ura lettem,
meglelem újra hazám szerte a föld kerekén.
Majd idegen nép nyújt enyhet, s ez az Úr akaratja;
szorgalmam szeretik, bárhova vessen a sors.
Nos, tanusíts csak gúnyt, vess meg, csufolódva gyötörj, hon:
nem lesi vaksi szemed azt, ami otthon a jó.



Uploaded byP. T.
Source of the quotationhttp://forum.index.hu

minimap