Nexø, Martin Andersen: Spindenvisen

Falderille, falderille, faldera
 
Nu spinder vi til Dittemor
til strømper og til bul,
men bullen bli'r af pure sølv
og strømperne af guld
 
Og Ditte går på vejen ud
så rød og rund og blød,
der møder hun en liden prins
i skarlagens kappe rød
 
Og hør du kønne pige
gå med hjem til faders slot,
der skal vi lege sammen
og altid ha' det godt
 
falderille, falderille, faldera
 
Ak, nej du kære prinsedreng
du gør mig sorg så stor,
for jeg kan aldrig skilles fra
min bedste her på jord
 
Og har hun for et lille barn
grædt sine øjne ud,
der skal hun sidde højt til vejrs
i pelsværk og i skrud
 
falderille, falderille, faldera
 
Nu spinder bedste garn til
dynevår og bolstre blå ... blå ... blå ...
Og dem skal lille Dittemor
og prinsen hvile på
 
falderille, falderille, faldera…

Fallerille, fallerille, lallala
 
Dittének fonunk pruszlikra,
harisnyára fonalat.
Sugárezüstből lesz a pruszlik,
harisnyái aranyak.
 
A rózsás arcú Ditte az úton
gondtalanul lépeget.
Vele szembejönni lát
egy bíborpalástos herceget.
 
„Gyönyörű szép leány,
apám kastélyába jöjj velem!
Nagy szolgahad szolgál nekünk,
játszunk szüntelen.”
 
Fallerille, fallerille, lallala
 
„Te szép hercegfiú, de fáj ez,
majdhogy nem sírok!
Mennék, de nagyanyótól
én elválni nem bírok!”
 
Egy kis parányi gyermekért
oly sok búbánat érte.
Most prémes díszruhában
az első helyen ül érte.
 
Fallerille, fallerille, lallala
 
Vánkosnak fonja nagyanyó
a fonalat serényen: kék...kék…kék...
Ha kész, azon altassa
kis Ditte hercegét.
 
Fallerille, fallerille, lallala…