Prinsessen sat højt i sit jomfrubur,
smågutten gik nede og blåste på lur.
„Hvi blåser du altid? Ti stille, du små!
Det hæfter min tanke, som vide vil gå,
nu når sol går ned.“
Prinsessen sat højt i sit jomfrubur,
smågutten lot være at blåse på lur.
„Hvi tier du stille? Blås mere, du små!
Det løfter min tanke, som vide vil gå,
nu når sol går ned.“
Prinsessen sat højt i sit jomfrubur,
smågutten tok atter og blåste på lur.
Da gråt hun i aftnen og sukkede ud:
„O sig mig, hvad er det mig fejler, min Gud! —
Nu gik solen ned.“
